mandag den 22. juli 2013

Proteinrig jordbær-kokos milkshake

Nogle få morgener er min appetit ikke særlig stor. Det sker dog sjældent, for jeg elsker morgenmad, men når det sker, så laver jeg en let milkshake. Jeg har tilføjet lidt proteinpulver, så jeg kunne forblive mæt i en del timer efterfølgende. Når man tilføjer proteinpulver, bliver milkshaken meget cremet (i hvert fald ved brug af det proteinpulver, jeg brugte). Hvis man ellers vil have en meget cremet milkshake, plejer man jo ofte at skulle tilføje en del vanilleis, så dette må siges at være en meget sund måde, at få en proteinrig og cremet milkshake på :-) Milkshake og smoothie består mest af hurtige kulhydrater, og har derfor den ulempe, at de kun mætter i meget kort tid. Derfor er det en rigtig god idé at tilføje proteinpulver (specielt hvis smoothie'en skal fungere som morgenmad). Proteinpulver kan købes med eller uden smag, og det kan købes mange steder på nettet eller i Matas og helsekost forretninger.


Proteinrig jordbær-kokos milkshake (2 glas)
Ingredienser:
½ scoop proteinpulver med bærsmag (jeg brugte Strawberry White Chocolate proteinpulver)
10 isterninger med kokosvand (kan erstattes med almindelige isterininger)
2 ½ dl mælk
1 håndfuld jordbær (eller blåbær)

Fremgangsmåde:
- blend alle ingredienserne sammen i en blender
- hvis man ikke tilføjer proteinpulver, vil jeg foreslå, at man tilføjer flere bær og evt. lidt vanilleis :-)
- nyd den iskold!



Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar