torsdag den 27. november 2014

Lækre fuldkornsdurum-boller og fuldkornsdurum-pizza af samme dej

Jeg ved ikke om det bare er mig, men i hverdagene kan jeg godt lide, at det går ret hurtigt i køkkenet. Herhjemme spiser vi stort set altid brød en gang om dagen, og da vi nødigt gider spise købe-brød fra supermarkedet, bliver der bagt en del brød i vores køkken og altså også i hverdagene hvor det gerne skal gå stærkt! Derfor er der her en opskrift på 2 pizza deje (pizza til 2 personer plus en del rester til madpakken) og 6-7 boller, som ikke kræver hverken meget tid eller energi. Desuden er pizza-dejen vores yndlings, og det er den dej, vi altid laver, når den står på pizza :-)


Lækre fuldkornsdurum boller og fuldkornsdurum pizza deje (6-7 boller og 2 pizza deje, inspiration: pizza dej)
Ingredienser: 
5 dl vand
50g gær
4 tsk salt
1-2 tsk sukker
350-400g fuldkorns durummel
300g hvedemel


Fremgangsmåde:
  • Kom vand og gær i en skål og rør det godt ud
  • Tilføj salt, sukker og fuldkorns durum mel og rør godt
  • Herefter blandes hvedemelen i (nemmest hvis man kommer hænderne ned i skålen og ælter der)
  • Del dejen i 2 ca lige store dele
  • Den ene del (der er til boller) lader man hæve i skålen i 30-60 minutter
  • Den anden del (der er til pizza) deles igen i to, og de rulles ud til 2 pizza-deje (der skal tilføjes lidt hvedemel mens man ruller dejene ud) 
  • Pizza dejene rulles så tyndt som muligt, der kommes fyld på, og de kommer direkte i en 225 grader varm ovn i 10-15 minutter
  • Dejen til bollerne slåes ned efter den er hævet og æltes hurtigt (kom evt lidt olie på hænderne)
  • Rul dejen til en lang pølse, og klip boller i passende størrelser med med saks
  • Lad efterhæve i 30 minutter, og kom herefter i en 225 grader varm ovn
  • Bag bollerne i 20 minutter eller indtil de er blevet lysebrune og lækre



Charlotte

mandag den 24. november 2014

Karamelliseret hvid chokolade

Karamelliseret hvid chokolade er en lille nem ting at lave, som smager virkelig godt! Den hvide chokolade får smag af karamel, så det kommer til at smager af daim! Hvorfor jeg lavede den karamelliserede hvide chokolade, kan I se senere på ugen (eller på de sidste billeder), hvor der kommer en dessert opskrift, der er super nem og giver en syndig og lækker dessert. Resterne af den karamelliserede hvide chokolade brugte jeg ovenpå min morgen-skyr og -yoghurt (skyr og yoghurt med vanille fra Cheasy er så gode!) sammen med granatæblekerner og/eller kaki frugt. En alt for lækker morgenmad, der passer perfekt til en kold og mørk mandag morgen. Karamelliseret hvid chokolade kan bruges ovenpå eller i alt fra kager til is og desserter.


Karamelliseret hvid chokolade
Ingredienser:
100g hvid chokolade


Fremgangsmåde:
  • Hak chokoladen groft
  • Kom det på en non-stick pande ved middelvarme og lad det smelte 
  • Rør konstant i massen
  • Det vil efter et stykke tid begynde at blive tørt og virke helt forkert, men det er ikke forkert :-)
  • Rør grundigt i den tørre chokolade-masse indtil den bliver lysebrun og har samme farve som peanutbutter
  • Hæld i et fad der er beklædt med bagepapir og lad køle helt af
  • Herefter kan den karamelliserede hvide chokolade hakkes i passende stykker og bruges på og i desserter, is og kager






Charlotte

tirsdag den 18. november 2014

Efterårs juice med granatæble og kaki

Jeg elsker efterårets tre lækre frugter: granatæbler, kaki frugter og clementiner! Hvis I ikke har smagt en kaki frugt eller granatæble før, så skynd jer at få det gjort, for begge frugter er fantastisk lækre (og meget billige lige for tiden)! Nå men jeg måtte jo prøve at lave en juice, der indeholdt mine tre yndlings-efterårs-frugter :-) Juicen er en blanding af sød, cremet smoothie og lækker juice. Da juicen næsten kun indeholder frugter, så er den selvfølgelig dejlig sød, og jeg er sikker på, at alle vil elske den!


Efterårs juice med granatæble og kaki
Ingredienser:
1 kaki frugt
1,5 dl granatæble kerner
2 clementiner uden skrald
2 gulerødder
2 spsk hindbær-puré (hindbær der er kogt til mos) eller en håndfuld hindbær


Fremgangsmåde:
  • Pil granatæblekernerne ud af granatæblet (jeg skærer den i kvarte og piller derefter kernerne ud med fingrene, det sviner mindre end at slå dem ud, som mange gør!)
  • Pil skralden af clementinerne
  • Skær kakifrugten i mindre stykker
  • Juice alle frugterne, grøntsagerne og hindbærpuréen i en slowjuicer
  • Nyd juicen kold og i godt selskab :-)


Charlotte

lørdag den 15. november 2014

Klassisk no-bake cheesecake med solbærgele

Jeg er faktisk lidt bange for at bruge husblas, når det skal bruges i masser, der ikke kan varmes op, så jeg har altid undgået opskrifter, hvor dette var tilfældet. Jeg prøver dog at komme af med den frygt, så da drengene fra min kærestes band længe havde snakket om cheesecake, så endte jeg med at lave den ultimative test på mine husblas-evner: nemlig en no-bake cheesecake! Drengene var vilde med kagen, og personligt synes jeg også, at det er en af de bedste kager, jeg nogensinde har smagt! Kagen bliver helt sikkert lavet igen!


Klassisk no-bake cheesecake med solbærgele (springform 22cm i diameter, inspiration: madogbolig og kvalimad)
Ingredienser bund:
250 g Digestivekiks
125 g smør

Ingredienser creme:
3 blade husblas
400 g flødeost naturel (ikke light)
100 g flormelis
Fintrevet skal fra 1 øko limefrugt
2½ dl piskefløde

Ingredienser gele:
2 dl vand
200g solbær (eller et andet bær)
2-4 spsk sukker* 
2 blade husblas
*hvis der benyttes syrlig frugt som fx solbær og rabarber så brug 4 spsk sukker, hvis der bruges søde bær som jordbær, så skal der kun bruges 2 spsk sukker


Fremgangsmåde bund:
  • Tænd ovnen på 175grader
  • Læg kiksene i en frysepose, og knus dem ved at banke på posen med noget hårdt (eller brug en blender) 
  • Smelt smørret, og rør det sammen med de knuste kiks
  • Tryk kiksemassen ud i bunden af springformen
  • Bag kiksebunden i ovnen i 10 minutter
  • Lad den køle helt af i formen inden cremen kommes på
Fremgangsmåde creme:
  • Læg husblassen i en skål koldt vand i 10 minutter
  • Pisk flødeost, flormelis og fintrevet limeskal sammen i en stor skål
  • Pisk fløden til blødt flødeskum i en anden skål
  • Læg nu husblasen i en lille skål med det vand, som hænger ved
  • Smelt husblassen over vandbad, indtil det lige netop er smeltet
  • Rør nogle spsk flødeskum sammen med den smeltede husblas
  • Vend resten af flødeskummet sammen med flødeostecremen
  • Vend til sidst husblas-fløde-blandingen hurtigt sammen med flødeostecremen
  • Fordel cremen oven på kiksebunden i springformen
  • Stil cheesecaken i køleskabet i mindst 2 timer, så flødeostecremen stivner
Fremgangsmåde gele:
  • Lad solbær (eller anden frugt/bær) koge med vandet i 15-20minutter
  • Herefter sies massen ned i en skål (kun saften skal bruges)
  • Udblød husblas i koldt vand i 5-10 minutter
  • Kom sukker i den varme solbærsaft
  • Når sukkeret er smeltet, tages gryden af varmen
  • Når husblasen er udblødt kommes den ned i den varme saft
  • Rør indtil husblas er helt opløst
  • Lad stå på køkkenbordet i 30-60minutter for at køle af til ca stuetemperatur
  • Herefter hældes geleen på kagen, og kagen stilles i køleskab
  • Lad stå i køleskabet i 4 timer men helst natten over
NB: nem gele laves af 2 dl koncentreret saft og 2 blade husblas hvoraf 1 dl saft varmes op og opblødt husblas tilsættes den varme saft, og det herefter blandes den varme saft med den kolde saft, og det kan kommes direkte på kagen og i køleskab







Charlotte

fredag den 14. november 2014

Fennikel juice

Dette må nok mere kategoriseres som et tip end en egentlig opskrift, men jeg er blevet helt vild med fennikel. Derfor måtte jeg selvfølgelig også prøve at lave en juice med fennikel! Juicen smager så skønt og har en strejf af lakrids. Det er virkelig ikke til at smage, at den eneste frugt den indeholder er en lille limefrugt!


Fenikel juice
Ingredienser:
1 fennikel
4 store gulerødder (gerne øko)
1 lime frugt uden skal


Fremgangsmåde:

  • Skær skrællen af limefrugten og skær den i mindre stykker
  • Skær gulerødder og fennikel i mindre stykker (og skræl guleroden hvis den ikke er øko)
  • Juice lime, gulerødder og fennikel i en juicer
  • Nyd juicen iskold



Charlotte

onsdag den 12. november 2014

SU-mad: spicy spinat suppe

Da jeg lige var flyttet hjemmefra stod den virkelig tit på grøntsagssupper, for det er nemt, lækkert, sund og billigt og så kan det fryses og genopvarmes uden problemer. Dog er mængden af grøntsagsagssupper blevet mindre i de sidste par år, så det er jeg igang med at lave om på, for jeg elsker stadig grøntsagssupper! Denne gang toppede jeg med kidneybønner, og det er virkelig lækkert, og det er faktisk min nye yndlings topping til supper, men nu er jeg også virkelig glad for bønner. Hvis man ikke er til bønner, så duer sprødstegt bacon nok også liiiige ;-)


Spicy spinat suppe (3-4 personer, inspiration: vanløseblues)
Ingredienser:
250g frossen spinat
1 brocoli
3 hvidløg fed
1-2 chili mild (jeg brugte en rød og en grøn)
1/2 liter vand
1-2 dl kokosmælk (evt. en af de små dåser med kokosmælk)
2 tsk herbamere bouillon
Salt
Peber
Topping: 1 dåse kidneybønner og evt. lidt cremefraise


Fremgangsmåde:
  • Kog vand i en elkedel
  • Hæld 1/2 liter kogende vand over den frosne spinat og tilføj bouillonen
  • Varm en stor gryde op med lidt kokosolie eller anden olie ved medium varme
  • Snit chili og hvidløg, og steg begge dele i kort tid i gryden
  • Tilføj vand, spinat og bouillon til gryden
  • Skær broccolien i grove stykker og tilføj til gryden
  • Lad koge i mindst 5 min. med låg på
  • Blend suppen med en stavblender 
  • Tilføj herefter kokosmælk indtil suppen ikke er for stærk
  • Varm suppen igennem og smag til med salt og peber
  • Spis suppen toppet med grundigt skyllede kidneybønner og evt et drys finthakket chili 





Charlotte

lørdag den 8. november 2014

Chokoladekagen man altid kan bage

De fleste kender nok denne situation: det regner, det er søndag, og man laver kedelige ting som lektier og ordner vasketøj. Alt dette kræver jo engang imellem en kage, men man gider ikke cykle hen og handle ind, hvis man fx ingen æg har. Derfor er denne kage perfekt! Alle ingredienser har vi i hvert fald altid i vores køleskab, og kagen bliver meget lækker. Man skal selvfølgelig ikke forvente en chokoladekage, der smager som en smovset chokolade-og-smør-fyldt brownie, men kagen er en nem og hurtig måde at få stillet sin kage-trang eller en redning hvis man får uventede gæster, og den smager specielt godt, hvis man tilføjer lidt hakket chokolade eller en chokoladebar :-)


Chokoladekagen man altid kan bage (inspiration: twin-food)
Ingredienser:
5 spsk smagsneutral olie (50g)
2,5 dl juice/vand/mælk (her juice af 4 små appelsiner)
30g kakao
1 tsk bagepulver
200g sukker
1/2 tsk salt
1 tsk vanillesukker
200g mel
Evt 15 stk Smil-chokolader (eller chokolade eller en chokoladebar fx twix)
Evt. glasur af kakaopulver, flormelis og vand


Fremgangsmåde:
  • Tænd ovn på 175grader
  • Pisk olie og vand sammen i en skål
  • Tilsæt sukker, vanillesukker, bagepulver, salt og kakao og pisk godt sammen
  • Tilsæt mel og pisk langsomt indtil massen er ensartet
  • Kom dejen i en springform beklædt med bagepapir
  • Hak Smil-chokoladerne i halve (eller hak chokolade eller fx en twix-bar i mindre stykker)
  • Prik chokoladestykkerne ned i dejen
  • Bag kagen ved 175 grader i 25-35minutter
  • Lad køle helt af inden den evt. overhældes med glasur






Charlotte

torsdag den 6. november 2014

SU-mad: stegte nudler

Denne ret har vi stortset altid ingredienser i vores køkken til at lave, for den kræver i princippet bare æg, nudler, krydderier og nogle grøntsager. Hvis man vil gøre denne ret ekstra lækker, så tilføjes en rest kød, men man behøver faktisk slet ikke kød i denne ret, for denne tilberedning af æggene gør på en eller anden mærkelig måde, at man ikke savner kød ;-) Denne ret er virkelig lækker, mættende, hurtig at lave (maks 10 minutter), og så er den ikke mindst billig at lave! Kun fantasien sætter grænser for hvilke grøntsager og kød man tilføjer. Her er der tilsat, hvad der lige var i vores køkken hvilket var gulerod, soyabønner og en rest kyllingekød.


Stegte nudler (2 personer)
Ingredienser:
2-3 tsk karry
100g nudler
2 æg
1 sjat mælk
Evt. 1 spsk creme fraise 
Grøntsager (her 1 gulerod og 1 håndfuld soya bønner)
Evt. en rest kød (her 75g kyllingekød)
Salt
Peber

Fremgangsmåde:
  • Kog nudlerne efter pakkens anvisning
  • Kom lidt olie og karryen på en middelvarm pande mad høje kanter
  • Lad det stege indtil det dufter meget af karry
  • Kom de kogte nudler på panden og rør godt
  • Slå æggene ud i et glas, og tilføj mælk og evt. creme fraise og pisk lidt med en gaffel
  • Kom nu æggeblandingen på nudlerne, og lad det stege indtil æggemassen er fast
  • Tilføj kyllingekød, soyabønner og fintskåret gulerod
  • Smag til med salt og peber
  • Nyd en rigtig lækker aftensmad :-)



Charlotte

mandag den 3. november 2014

Verdens bedste honningristede müsli

Jeg har tidligere prøvet at lave et utal af udgaver af hjemmelavet müsli, som ikke indeholdte sukker. Ingen af udgaverne har jeg været helt 100% tilfreds med, men nu har jeg afprøvet en udgave med lidt honning, og lad mig sige det som det er: det smager FANTASTISK! Denne müsli er bedre end dem, man kan købe i butikkerne, den er crunchy, smager skønt, og så er den virkelig let at lave. Og man behøver altså ikke have dårlig samvittighed over den smule honning, der er i! På en grå og regnfyldt mandag morgen tilføjede jeg frysetørrede jordbær og pufsukker, og dagen blev lige lidt mere festlig ;-)


Verdens bedste honningristede müsli
Ingredienser:
2 dl havregryn
2-3 spsk chia frø
1/2 dl solsikkefrø
1/2 dl græskarkerner
1/4 dl hørfrø
3 spsk honning
1 spsk brun farin
1/2 spsk smør eller kokosolie
Evt frysetørrede bær og/eller pufsukker


Fremgangsmåde:
  • En pande med høje kanter tændes på middel-varme
  • På panden smeltes smør/kokosolie, honning og brun farin indtil farinen er helt opløst
  • Kom havregryn, solsikkekerner, græskarkerner og hørfrø på panden
  • Rør godt så den honning-massen fordeler sig overalt
  • Tilføj chia frø
  • Rør jævnligt indtil müslien har skiftet farve til lysbrun
  • Fordel müslien på et stykke bagepapir så det kan køle af
  • Opbevar i en lufttæt beholder
  • Denne müsli egner sig nok bedst som topping på yoghurt eller skyr






Charlotte