tirsdag den 10. december 2013

Verdens bedste vaniljekranse

Vaniljekranse er nok mine yndlings julesmåkager, så derfor skal de da også laves i Australien! Da vi ikke har en kødhakker her, måtte jeg dog rulle vaniljekransene, og derfor er de ikke blevet helt så fine og stjerneformet, som de normalt er... men heldigvis er smagen jo den samme! :-) Disse vaniljekranse er de bedste vaniljekranse, der findes, da det er vores mors opskrift fra gennem tiderne! Ja hvis I ikke tror os, så har copenhagencakes også en opskrift, der ligner vores mors til forveksling, som også har titlen verdens bedste vaniljekranse. Det er i hvert fald nogle skønne, skønne vaniljekranse! De er sprøde, søde og knasende lækre! Perfekt til lidt jule hygge med venner og familie. Jeg ved med sikkerhed, at jeg skal lave en portion mere inden juleaften! :-)


Verdens bedste vaniljekranse (ca 100-150 stk) 
Ingredienser:
500 g hvedemel
2 vaniljestænger
1 spsk vaniljesukker
1 tsk hjortetaksalt
100-150 g mandler (smuttede)
300 g smør
250 g sukker
1 æg


Fremgangsmåde:
  • Hæld kogende vand på mandlerne, og smut dem herefter
  • Hak nu mandlerne (skal hakkes ret fint hvis de skal igennem kødhakkeren)
  • Bland alle ingredienserne og ælt dejen godt
  • Pak ind i film, og stil herefter på køl i gerne 1-2 timer
  • Kør dejen igennem en kødhakker med en stjerne form i enden 
  • Til en vaniljekrans skal der bruges en ca. 9 cm dej, som så formes som en ring og lægges på en bageplade
  • Med det samme at en eller to bageplader er fyldt, bages de i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i ca. 8 minutter (hvis dejen når at blive for varm, vil dejen flyde ud når den bages, og dermed vil den fine stjerneformforsvinde)
  • Nyd vaniljekransene kolde eller lune (hvis du ikke kan vente) 
  • Opbevar i tætlukket kagedåse




Jeg havde mig en lille hjælper i køkkenet! Skøn og glad baby!!

Bettina

Ingen kommentarer:

Send en kommentar