tirsdag den 27. august 2013

Sukkerfri bønne cupcakes

Ja, disse kager lyder frelste og mærkelige, men de er virkelig gode, sunde og mættende! Det lyder mærkeligt med bønner i kage, men da de bliver blendet helt fint, erstatter de egentlig bare mel og lidt sukker, samtidig med at de gør kagerne dejligt svampede...så så mærkeligt er det nu heller ikke :-) Bønnerne er købt i en helsekost forretning, da jeg ikke har kunne finde sorte bønner andre steder. Bønner er generelt ret søde i sig selv, så der skal ikke tilsættes meget sukker, hvilket jo helt klart er en fordel. Jeg har her brugt Sukrin+ (et sødemiddel som består af bl.a. stevia), men du kan sagtens bruge almindelig sukker - jeg har også skrevet mængden af almindelig sukker i opskriften, for selv med almindelig sukker er kagerne meget sunde, lækre og mættende. Kagerne er selvfølgelig ikke helt sukkerfri, hvis man, som jeg, tilføjer en god klat glasur, men jeg havde simpelthen ikke tid eller ingredienser til at lave en sukkerfri frosting den pågældende dag. Hvis der skal sukkerfri frosting på toppen, vil jeg helt klart anbefale denne frosting eller måske en klat hindbær-flødeskum.


Bønne cupcakes (inspiration: Louisa Lorang, bliver 12-16 almindelige cupcakes)
Ingredienser:
200 g kogte sorte bønner
100 g blødt smør
50g Sukrin + (eller 100 g almindelig sukker)
100 g smeltet, mørk chokolade med høj kakaoprocent
½ dl kakaopulver
1 knsp salt
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
5 stk æg

Glasur (flormelis, vand, pastafarve)
Pynt (kokosmel, pastafarve og en dråbe vand)



Fremgangsmåde:
- iblødsæt bønnerne i min. 10 timer
- kog bønnerne i min 30 minutter (gerne 45minutter, så de er godt møre)
- lad bønnerne køle helt af
- blend bønnerne i en minihakker eller blender
- kom smør ned til bønnerne, og blend så det bliver en klistret men glat og samlet masse
- tilføj Sukrin+/sukker og blend godt igen
- smelt chokolade i mikrobølgeovn/vandbad
- her skiftede jeg til en skål og elpiskeris, men hvis din minihakker eller blender ikke bliver ligeså varm som min minihakker blev, så kan du bare fortsætte med blender/minihakker
- tilføj den smeltede chokolade og blend eller pisk
- bland kakao, salt, bagepulver og natron sammen så det er godt blandet
- tilføj disse tørre ingredienser til kagemassen og blend eller pisk godt
- blend eller pisk nu æggene i kagemassen ét ad gangen (pisk grundigt efter hvert æg!)
- fyld kagemassen i 12-16 muffinforme (fyld formene lidt mere end 2/3 op) 
- bag kagerne ved 185 grader i 25-35 minutter
- lad dem køle af
- lav en glasur eller frosting
- pynt kagerne med en klat glasur/frosting og drys fx med farvet kokosmel




Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar