Verdens bedste hyldeblomstsaft (ca. 3,5 liter meget koncentreret saft, inspiration: camillaplum og klidmoster)
Ingredienser:
500 g hyldeblomster vejet med stilke
3 liter vand
1,5 kg sukker (brug gerne rørsukker)
Skal og saft af 2 øko citroner
20g vinsyre
17g citronsyre
- Efter hyldeblomsterne er plukket, rystes hver skærm let, så de fleste små dyr rystes af
- Klip nu så meget stilk af som muligt, og lad blomsterne lande i en stor skål (min er en 5-liters skål med låg hvilket er meget praktisk)
- Hyldeblomsterne skal endelig IKKE skylles!
- Varm vand og sukker i en gryde indtil det bobler lidt og alt sukker er opløst
- Herefter tages gryden af varmen og vinsyre og citronsyre kommes i sukkerlagen, og der røres indtil alt er opløst
- Imens skrælles citronskal af citronerne og ned i skålen til blomsterne vha. en tyndskræller eller en kartoffelskræller (der må helst ikke komme noget af det hvide med)
- Pres herefter citronerne, og kom citronsaften ned i skålen til blomsterne og citronskrællen
- Hæld nu den varme sukkerlage i skålen med blomsterne
- Lad køle af på køkkenbordet til stuetemperatur uden låg på
- Herefter kommes der låg på, og skålen stilles i køleskab
- Lad stå i køleskab i 3-5 dage (min stod i 5 dage), og rør gerne i saften en gang om dagen (det er en vane for mig, jeg ved ikke om det egentlig er nødvendigt ;-) )
- Efter 3-5 dage sies saften (jeg bruger en meget finmasket si, for noget så tæt som et kaffefilter fungerer ikke, da blomsterstøven derved ikke kan komme igennem og ned i saften)
- Kom saften på skoldede glasflasker
- Jeg kommer dog altid en stor del saft i rene (dvs. nye!) plastic-vandflasker, og kommer dem i fryseren, så holder saften sig i virkelig lang tid, og man kan tage en lille flaske op ad gangen
- Det er vigtigt, at man lader 3-4 centimeter luft være i plasticflaskerne, da saften under frysningen udvider sig - ellers eksploderer flaskerne og man får saft udover hele sin fryser!
Charlotte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar