torsdag den 11. juni 2015

Verdens bedste drømmekage

Vores mor har mapper fyldt med opskrifter, der enten er klippet ud af gamle blade eller er håndskrevet fra venner og familie. Det er altså kun de allerbedste (og godt afprøvede!) opskrifter, der er gemt i hendes system. Da jeg skulle bage en kage en dag, faldt valget på en drømmekage fra en af vores mors mapper, da jeg syntes, der manglede en opskrift på verdens bedste drømmekage her på bloggen. Det var første gang jeg bagte en drømmekage, men kagen blev lige så lækker som den skulle. Virkelig en lækker drømmekage!


Verdens bedste drømmekage (1 lille bradepande dvs. 25x35cm)
Ingredienser kage:
4 æg
300g sukker
50g smør (smeltet)
250g mel
3 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
2 dl mælk

Ingredienser topping:
125g smør (smeltet)
2,5 dl kokosmel (det svarer til 100g)
250g brunfarin
0,5 dl mælk


Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft
  • I en stor skål piskes æg og sukker indtil det er hvidt og luftigt
  • Smelt smør evt. i mikrobølgeovn og bland det herefter sammen med mælken (varm det evt. i mikrobølgeovnen til det er lunkent)
  • Mælke-smør blandingen kommes i den store skål og der piskes 
  • Bland mel, bagepulver og vanillesukker godt sammen
  • Si herefter mel-blandingen ned i den store skål
  • Herefter vendes det forsigtigt sammen indtil der ingen melklumper er i dejen
  • Kom dejen i en 25x35cm form der er beklædt med bagepapir
  • Bag kagen ved 180 varmluft i 25 min (eller 200 grader almindelig ovn)
  • Når der er 15 minutter tilbage af bagetiden laves fyldet ved at smelte smør i en kasserolle
  • Når smøret er smeltet kommes kokosmel, brunfarin og mælk i
  • Lad det stå ved lav temperatur og koge lidt indtil kagen er færdigbagt
  • Når kagen er færdigbagt (når den ikke blævrer når man rører ved formen) kommes fyldet på
  • Den varme kage er meget skrøbelig, så fyldet skal ikke være for stift, så det er en god idé at tilføje 1-2 spsk mælk til fyldet inden det kommer på kagen, for så fordeler det sig selv over hele kagens overflade 
  • Kom kagen i ovnen igen og skru op til 225 grader vamluft
  • Her skal kagen stå i 5-10 minutter, da kagen skal tages ud når fyldet overalt bobler (kagen skal jo endelig ikke få for meget)





Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar