tirsdag den 5. maj 2015

Ultimativ olie-fri humus

Jeg elsker humus! Det er bare en af de lækreste dip, hvis du spørger mig. Dog får jeg normalt altid lidt dårlig samvittighed over, at der er så meget olie i. Derfor skulle det da forsøges at lave en olie fri udgave. Og hold nu op den blev lækker!! Jeg vil faktisk sige, at den smager bedre end den normale udgave! Jeg vil helt sikker holde mig til denne version fremover! Portionen er ret stor, så jeg valgte, at fryse over halvdelen ned i små beholdere, sådan så man altid har frisk, lækker og sund humus! :-)

 

Ultimativ olie-fri humus
Ingredienser:
200 g tørrede kikærter og vand til iblødsætning natten over (eller en dåse kikærter)
1 grøntsags boullion terning og vand til kogning
2 spsk tahin
1 tsk salt
3 fed hvidløg
3 spsk citronsaft
ca. 1,5-2 dl boullionvand (taget fra efter kogningen af kikærterne)

Fremgangsmåde:
  • Hvis der bruges tørrede kikærter, så sæt dem i blød natten over gerne i over 12 timer (kom masser af vand ved, de suger meget!)
  • Næste dag hældes vandet fra, og kikærterne skylles godt
  • Nu kommes enten dåse kikærter eller de udblødte, tørrede kikærter i en lille gryde
  • Kom vand i gryden så kikærterne er dækket, og kom en boullionterning i gryden
  • Lad kikærterne koge i 15 minutter hvis de er fra dåse, eller i 1 time eller til de er møre hvis de kun er udblødt
  • Hæld kikærte-boullionvandet fra i en skål til senere brug 
  • Efter kikærterne er kogt og drænet, kommes de i en minihakker og blendes godt
  • Dernæst tilsættes alle de resterende ingredienser, men start dog med kun ca. 1 dl af boullionvandet
  • Tilføj evt. mere boullionvand indtil konsistensen er som ønsket 
  • Opbevar humusen i en lukket beholder i køleskab eller i fryseren 


Bettina

Ingen kommentarer:

Send en kommentar