onsdag den 4. september 2013

Svampede banankager med birkes og citron

Birkes og citron er den perfekte kombination! Og jeg elsker en hel bestemt muffin med masse af marcipan, birkes og citron (opskriften kommer nok på bloggen engang). Jeg havde dog desværre ikke marcipan, og jeg tænkte, at der måtte være et sundere alternativ. Alternativet til marcipan blev to moste bananer. Denne banan-mos giver en skøn og svampet konsistens, og desuden gør den det ud for en del af den mængde sukker, jeg ellers ville have tilføjet. Da birkes'ne skal stå minimum 1 time og suge kogende vand, får man desuden nogle ekstra svampede og saftige kager! Disse kager kan derfor stå i flere dage uden at blive det mindste tørre. Denne opskrift giver nogle virkelig lækre kager og er altså en sand success! Min kæreste mener endda at de overgår min yndlings (dem med marcipanen) fordi disse netop er top-svampede :-) Jeg vil helt sikkert bage disse igen. Bag disse kager hvis du vil skære ned på dit sukker-indtag, men stadig vil have kager, der smager præcis som en rigtig kage skal smage!


Tip: køb dine birkes i Tiger! I supermarkederne koster en mikro pose mere end den store pose man får i Tiger til 10kr :-)

Svampede banankager med birkes og citron (12 almindelig størrelse plus 12 mini eller 16-18 almindelig størrelse, inspiration: smagsløjer og emilysalomon)
Ingredienser:
1 dl blå birkes
0,75 dl kogt vand
2 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 knivspids salt
½ tsk vanillepulver (eller 1 tsk vanillesukker)
60g smør
2 modne bananer
75g sukker (ca. 1 dl)
2 store æg
Skal fra 1 øko citron (og ca 2 spsk citronsaft)


Fremgangsmåde:
- anbring birkes i en skål og hæld kogt vand over og lad trække i 1-2 timer
- tænd ovnen på 175 grader
- mos de to bananer sammen så det bliver helt pure-agtigt (der skal helst ikke være nogle klumper)
- bland de tørre ingredienser sammen dvs. mel, bagepulver, salt og vanille
- bland smør og sukker sammen og pisk det grundigt til en lys og luftig masse
- tilsæt æggene i, et ad gangen og pisk
- pisk banan-mos i dejen
- kom den tørre blanding, samt fintrevet citronskal, citronsaft og birkes i blandingen
- rør til dejen er glat og ensformet
- fordel dejen i muffinsforme og bag i 12-15min ved mini muffins og 25 minutter ved almindelige muffins





Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar