For nylig ansøgte jeg om at afprøve Odense marcipans nye produkter til hjemmelavet is. Jeg var så heldig at blive valgt som en af smags-testerne, og da det virkelig blev en god og lækker is, kommer der her en opskrift med produktet :-) Min eneste anke ved marcipanmassen er, at der er et meget lavt indhold af mandler, hvilket altså er ret ærgerligt! Dog smagte isen helt fantastisk, og selvom jeg ikke brugte ismaskine blev konsistensen perfekt.
Ingredienser:
5 dl piskefløde
3 æggeblommer (evt. pastoriserede)
70g sukker
100g mørk chokolade
1 pakke marcipanmasse til hjemmelavet is (kan måske erstattes af 100g blød marcipan)
Fremgangsmåde:
Fremgangsmåde:
- Hak chokoladen groft og sæt til side
- Pisk i en lille skål æggeblommer og sukker sammen til det bliver hvidt og luftigt
- Tilføj halvdelen af marcipanen og pisk igen
- I en anden (stor) skål piskes piskefløden til flødeskum (den skal endelig ikke være for stiv)
- Kom 1-2 skefulde flødeskum i marcipan-æggesnapsen og rør det sammen, så alt er blandet (vær ikke bange for at røre luften ud, her handler det om, at alt skal være helt blandet)
- Herefter hældes denne masse i resten af flødeskummet og den hakkede chokolade tilføjes
- Nu vendes der (forsigtigt!) indtil alt er godt blandet
- Kom i en plasticbeholder, og kom i fryseren
- Rør i massen 3-6 gange i løbet af de næste 3 timer (for at sikre at isen ikke krystalliserer)
- Jeg tilføjede resten af marcipan-massen efter omkring 2 timer
- Isen tages op af fryseren 20-30 minutter før den skal spises
Ingen kommentarer:
Send en kommentar