Viser opslag med etiketten køkkentip. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten køkkentip. Vis alle opslag

mandag den 28. december 2015

Tip til billig Callebaut og Valrhona chokolade m.m.!

Jeg var for nylig på chokoladekursus med en veninde, hvor en konditor lærte os at temperere chokolade, og derudover lavede vi en masse forskellige fyldte chokolader og flødeboller. Efter dette kursus gik der ikke lang tid, før min veninde og jeg blev enige om, at vi fra nu af ikke kunne leve uden god kvalitets chokolade, for de lækre ting, vi havde lavet og fået med hjem smagte helt sindssygt godt! Den billige chokolade fra Netto (som vi ellers tit brugte inden) smager på igen måde ligesom en ordentlig chokolade.


Derfor undersøgte jeg sagen, og fandt hurtigt frem til, at kvalitetschokolade kan købes meget billigere i Tyskland. Jeg fandt endda en hjemmeside, hvor alting var helt ekstremt billigt, ja faktisk er chokoladen af mærket Callebaut (ekskl. fragt) billigere end det billigste chokolade, man kan købe i butikkerne i Danmark!


Her kommer en lille liste over nogen af de vildt billige ting vi købte (priserne er ekskl. fragt):
  • 1,0 kg Callebaut chokolade = ca. 67 DKK 
  • 2,5 kg Callebaut chokolade = ca. 149 DKK
  • 108 forstøbte Callebaut chokoladekugler til at komme fyld i = ca. 44 DKK
  • 100g frysetørret bær/frugt støv = ca. 36,5 DKK
  • 10g spiseligt glimmer = ca. 51,5 DKK
  • Chokoladeforme i hård plastik = ca. 126 DKK
  • 20g frysetørret bær/frugt = ca. 14 DKK
  • Desuden sælger de også marcipan, nougat, alverdens kage/chokolade-pynt, tørrede blomster, æggehvidepulver, spiseligt papir, airbrush, termometre og skåle til temperering af chokolade m.m.
NB: prisen på alle de konkret nævnte ting (pånær chokoladeformene) er mindst halv pris af prisen på samme mængde af produktet i Danmark!


Hjemmesiden er denne:
pati-versand

Lidt info om pati-versand:
  1. De har chokoladen af mærkerne Callebaut og Valrhona
  2. Chokoladen kommer i små chokoladeknapper, som uden at blive hakket er perfekte til temperering, til at komme i kager og cookies og til at komme ovenpå en varm kage, der skal have et lag chokolade på toppen!
  3. Hjemmesiden er kun på tysk, så man skal være lidt god til tysk (eller bruge google translate)
  4. Min pakke blev sendt fra Tyskland samme dag, som jeg bestilte (selvom det var en søndag!), og jeg modtog pakken om onsdagen
  5. Pakken bliver sendt med DHL Deutschland, og hvis man ikke er hjemme, når de kommer med pakken, så overtager PostDanmark pakken, hvilket altså er ret smart!
  6. Prisen for fragt til Danmark er 14,9 EUR (ca. 111 DKK), så det er en god idé at gå sammen 2 eller flere, når der skal bestilles (da vi bestilte, havde de en periode, hvor de gav 50% på fragten, så det kan man også evt. vente på, at de gør igen)
  7. Man kan kun betale med bankoverførsel eller paypal* 
*Dette punkt (sammen med de sindssygt billige priser) gjorde mig lidt bekymret, men efter at kun have læst positive anmeldelser om denne internet shop rundt omkring på internettet, tog jeg chancen, og hermed har I mit ord på, at denne internet shop er helt reel og har fantastisk og hurtig service! 



Charlotte

mandag den 17. august 2015

No-bake cheesecake uden husblas-kriser

Jeg elsker cheesecake! Nogen gange kan det dog godt være et sats at lave no-bake cheesecake, for man ved aldrig, om det lige netop bliver dén dag, hvor husblasen driller, og man ender med en cheesecake med små klumper i. Denne version KAN dog ikke gå galt, da husblasen bliver smeltet i varm bær/frugt-puré, som man så lader køle helt af inden den tilsættes oste-massen. Dermed ALDRIG nogensinde klumper i cheesecaken :-) Desuden får man både smag og farve fra den valgte bær/frugt-puré, hvilket jeg i hvert fald synes er super flot og giver en god smag! Disse to cheesecakes blev serveret for en stor flok kage-sultne gæster, da jeg fejrede min fødselsdag, og der var desværre kun en lille rest tilbage efter gæsterne var gået ;-)


No-bake cheesecake uden husblas-kriser (8-10 personer, 1 springform Ø20-Ø22 cm)
Ingredienser:
200g bær eller frugt (jeg bruger bare fra frost)
6 blade husblas
Ca 90 g sukker*
1/2 øko citron, saft og skal herfra (øko citroner er meget små ift. konventionelle, husk det...brug dog ikke skal fra en konventionel citron!) 
400g flødeost naturel (brug ikke light udgaven, for så vil cremen skille) 
2 dl cremefraiche (jeg bruger oftest 18%)
2,5 dl piskefløde

*sukker-mængden afhænger meget af hvilken bær/frugt der bliver brugt fx kræver jordbær og blåbær ikke meget sukker, mens hindbær og solbær kræver en del sukker - der kan tilføjes mere sukker senere i opskriften, dette er beskrevet i fremgangsmåden.


Fremgangsmåde:
  • Kom bær/frugt i en lille gryde og tilføj sukker, fintrevet citronskal og saft
  • Bring det i kog
  • Blend herefter fx med en stavblender så det bliver til en puré
  • Læg husblas i blød i koldt vand i 5-10 minutter
  • Tag gryden af varmen, og kom herefter husblas i puréen, og lad det smelte helt 
  • Herefter er det en god ide at komme puréen i en kold beholder (fremfor den varme gryde), så den hurtigere køler af
  • Rør i puréen engang imellem
  • Nu til bunden: blend kiksene helt fint i en blender eller kom dem i en frysepose og bank på dem med noget hårdt indtil de er nogenlunde fint knuste (jeg bruger begge metoder, det afhænger lige af humør, hvad jeg gør)
  • Smelt smøret fx i mikrobølgeovn
  • Bland kikse-smulder og smør sammen til al kiks er vådt
  • Kom evt. kageplastic hele vejen rundt i kanten af en springform med diameter på 20-22cm
  • Fordel kiksemassen i bunden af en springform, og tryk det godt sammen
  • Nu til cremen: pisk flødeost og cremefraiche forsigtigt sammen i en lille skål 
  • I en stor skål piskes fløde med vanillepulver til meget blød flødeskum (den skal være meget blødere end hvad du normalt ville gøre)
  • Når puréen føles lunken/kold når en lillefinger puttes deri, kan den bruges
  • Kom nu lidt af flødeost-cremefraiche-massen i puréen, og rør det hurtigt så alt bliver blandet godt
  • Herefter kommes puréen i resten af flødeost-cremefraiche-massen, og det blandes godt sammen (der må gerne piskes/røres forholdsvis meget i det)
  • Smag nu på massen om den er sød nok, ellers tilføjes der mere sukker indtil massen er sød nok
  • Når massen er sød nok, kommes den ned i den store skål med flødeskummet, og det hele vendes forsigtigt sammen
  • Stop med det samme, det er blevet til en ensartet masse, så cremen ikke bliver grynet/skilt
  • Hæld ostecremen i springformen ovenpå kiksebunden, og bank herefter formen let mod køkkenbordet for at komme af med eventuelle små luftbobler 
  • Tip: ønsker man et gele-lag på cheesecaken kan dette laves udfra denne grundopskrift 
  • Sæt cheesecaken på køl i ca. 5-6 timer (helst natten over)
  • Lige inden servering pyntes der evt. med friske frugter/bær alt efter hvilken puré der er tilføjet cheesecaken 
  • De to cheesecakes på billederne er med hhv. hindbær og blåbær, og de smagte SÅ godt :-)











Charlotte

mandag den 24. november 2014

Karamelliseret hvid chokolade

Karamelliseret hvid chokolade er en lille nem ting at lave, som smager virkelig godt! Den hvide chokolade får smag af karamel, så det kommer til at smager af daim! Hvorfor jeg lavede den karamelliserede hvide chokolade, kan I se senere på ugen (eller på de sidste billeder), hvor der kommer en dessert opskrift, der er super nem og giver en syndig og lækker dessert. Resterne af den karamelliserede hvide chokolade brugte jeg ovenpå min morgen-skyr og -yoghurt (skyr og yoghurt med vanille fra Cheasy er så gode!) sammen med granatæblekerner og/eller kaki frugt. En alt for lækker morgenmad, der passer perfekt til en kold og mørk mandag morgen. Karamelliseret hvid chokolade kan bruges ovenpå eller i alt fra kager til is og desserter.


Karamelliseret hvid chokolade
Ingredienser:
100g hvid chokolade


Fremgangsmåde:
  • Hak chokoladen groft
  • Kom det på en non-stick pande ved middelvarme og lad det smelte 
  • Rør konstant i massen
  • Det vil efter et stykke tid begynde at blive tørt og virke helt forkert, men det er ikke forkert :-)
  • Rør grundigt i den tørre chokolade-masse indtil den bliver lysebrun og har samme farve som peanutbutter
  • Hæld i et fad der er beklædt med bagepapir og lad køle helt af
  • Herefter kan den karamelliserede hvide chokolade hakkes i passende stykker og bruges på og i desserter, is og kager






Charlotte