fredag den 28. februar 2014

Grove boller med kartoffel

Ja jeg elsker brød! Hvem gør ikke det? Disse boller er super lækre og svampede pga. kartoflerne, og de holder sig sådan i et par dage, hvis de opbevares i køleskabet. Bollerne er også yderst egnet til at blive frosset ned, sådan så man altid har lidt lækkert brød, hvis sulten skulle komme snigende :-) Nemme at lave og super lækre til madpakken eller blot som weekend morgenbrød! :-)


Grove boller med kartoffel (15 stk)
Ingredienser: 
4 dl vand
3 skrællet kartofler (revet)
3 dl kærnemælk
25 g gær
1 spsk olivenolie
1 spsk honning
1 tsk salt
500 g groft rugemel
500 g hvedemel

Fremgangsmåde: 
  • Bring vandet i kog i en lille gryde
  • Når det koger, kommes de groftrevet kartofler i
  • Lad det koge i ca. 3 min under låg hvor der røres jævnligt
  • Kom kartoffel "grøden" i en skål/rørmaskine, og kom kærnemælken i
  • Herefter røres gæren helt ud i kærnemælksmassen
  • Tilsæt derefter resten af ingredienserne (med fordel kan der holdes lidt tilbage med hvedemelet, til senere gennemæltning)
  • Dæk dejen med et viskestykke og lad den stå et lunt sted til hvæning i ca. 1½-2 timer 
  • Tænd ovnen på 220 graders varmluft 
  • Slå dejen ned, og ælt dejen igennem 
  • Herefter formes der 15 boller
  • Lad dem efterhæve i 15 min, og derefter pensles bollerne med kærnemælk, og der dryses med lidt salt på toppen 
  • Bag i ca. 15-20 min eller til de bliver gyldne 


Bettina

torsdag den 27. februar 2014

Pasta e fagioli

Jeg elsker bønner, men synes ofte, at bønner godt kan være lidt kedelige. Derfor tænkte jeg, at jeg ville forsøge at lave en nem "all in one" ret, der ligesom one pot pasta laves i en gryde. Retten skulle ikke være super tidskrævende, og så skulle den smage fantastisk! Personligt synes jeg selv, at denne ret er rigtig lækker, og den tog ikke længere end 30 min at lave fra start til slut. Denne ret er altså perfekt til en travl hverdag, hvor tingene bare skal gå lidt hurtigt. Retten er lækker og cremet (hvilket normalt betyder a retten indholder fløde), men denne ret indeholder altså ikke fløde. Her er det nemlig bønnerne, der gør retten super cremet og lækker, og den skal helt sikkert laves igen hjemme hos os :-)

Pasta e fagioli (4 pers.)
Ingredienser:
2 fed hvidløg (knust)
50 g oliven olie
1 selleri med top (fint hakket)
800 g bolotti bønner (dåsen skal drænes inden brug)
2 friske tomater (fint hakket)
2 grønsags bouillon terninger
100-200 g bacon fint hakket (kan undlades hvis man ønsker retten som vegetar ret)
Ca. 800 g vand
300 g tørret pasta
50 g frisk parmesan
Fremgangsmåde:
  • Kom hvidløg og olivenolie i en tykbundet gryde, og svits ved høj varme 
  • Kom dernæst selleri, 400 g af bønnerne (1 dåse), tomater og bouillon terningerne i, og blend massen med en stavblender i gryden til massen er cremet
  • Dernæst kommes pasta, vand, bacon og den sidste dåse bønner i og lad gryden koge ved middelhøj varme i ca. 10-15 min.
  • Hvis retten, når pasta'en er færdigkogt, er for tynd, kan man komme lidt jævner i (maizenamel og vand) for at tykne
  • Server med friskrevet parmesanost på toppen


Bettina 

onsdag den 26. februar 2014

Grøntsagskødsovs med squash-pasta

Nogen dage har man bare brug for masse af grøntsager, og sådan en dag havde jeg forleden. Derfor lavede jeg denne kødsovs fyldt med grøntsager. Dertil lavede jeg strimler af squash i min spiralizer, som derfor blev til en slags squash-pasta. Det var virkelig en super lækker aftensmad! Jeg elsker desuden min spiralizer :-) Tidligere har jeg lavet denne lækre squash salat i skønne regnbue farver, som jeg virkelig kan anbefale at lave, hvis man har en spiralizer, da den er så lækker, anderledes, smagfuld og flot!

Tip: hvis man vil have, at squash strimlerne skal minde om rigtig pasta, kan strimlerne lægges i kogt vand i 2-3 min, men jeg synes det var lækkert, at der var lidt bid i dem :-)


Grøntsagskødsovs med squash-pasta (2 pers.)
Ingredienser:
1 løg 
2 fede hvidløg 
1/4-1/2 frisk chili
165 g hakket oksekød
1 lille dåse tomatpuré (½ almindelig størrelse)
1½ vand
1 gulerod (normal størrelse) 
Salt
Peber
1½ squash (½ squash i kødsovsen og 1 squash som squash-pasta til 2 pers.)


Fremgangsmåde:
  • Hak løg, hvidløg og den friske chili
  • Steg løgene og chili i lidt olie i en gryde indtil de er gennemsigtige
  • Brun nu oksekødet i gryden
  • Tilsæt herefter tomatpuré og vand
  • Riv guleroden og ½ squash groft og tilføj til kødsovsen
  • Lad koge ved høj temperatur
  • Imens laves der squash-pasta af 1 squash (til 2 pers.)
  • Læg evt strimlerne i kogt vand i 2-3 minutter (dette gjorde jeg ikke)
  • Server og nyd :-) 

 


Charlotte

tirsdag den 25. februar 2014

Abrikos-risotto

Risotto er nok en af mine yndlingsretter, når det kommer til retter med ris. Derfor bliver der ret ofte lavet lækre risottoer hjemme hos os, og jeg elsker at eksperimentere med forskellige smage og ingredienser. Det var sådan denne super søde, cremede og lækre risotto kom på banen :-) Den faldt i god jord hos alle i familien, og så er den super nem at lave og ikke særlig tidskrævende at lave, og når den serveres med lidt frisk parmesan på toppen, så er den ikke blot flot, men også fuld af lækker smag! :-)
Abrikos-risotto (4 pers.)
Ingredienser:
1 tsk tørret timian
1 lille håndfuld fint hakket frisk persille
3 fed hvidløg (knust)
1-2 cm ingefær (knust)
½ brunt løg (fint hakket)
40 g olivenolie
100 g gulerod (revet)
200 g squash (revet)
500 g kyllingebryst (skåret i ca. 2-3 cm stykker)
500 g dåse abrikos saft/nektar
300 g vand
1 kyllinge bouillon terning
300 g risotto ris (evt. grødris)
Salt
Peber
Fremgangsmåde: 
  • Kom timian, persille, hvidløg, ingefær og løg i en tyk bundet gryde med olivenolie
  • Svits i ca. 2-3 min ved høj varme
  • Tilsæt gulerod, squash, kylling, abrikos saft, vand, bouillon terning og ris, og kog ved middelhøj varme i ca. 25 minutter
  • Der skal røres jævnligt 
  • Når risottoen er færdig, skal den stå i ca. 5 min med låg på og trække inden servering
  • Server med frisk parmesanost og nyd i godt selskab
Bettina

mandag den 24. februar 2014

Verdens bedste birkes-citron muffins

Kombinationen af birkes og citron er virkelig fantastisk i kager! Det er nærmest min favorit-kombination, når det kommer til kagebagning. Tidligere har jeg lagt denne fantastiske og ernæringsforbedrede opskrift på lækre svampede banankager med birkes og citron op, og de er virkelig gode og både sukker- og fedtreducerede. Opskriften herunder giver dog den ultimative birkes-citron muffin, og jeg har bagt disse muffins en par gange nu, og de er altid et hit! Denne udgave er lidt mere til den usunde side sammenlignet med banankage-udgaven ;-)

Tip: opbevar marcipan i fryseren, så kan det holde sig rigtig længe, og hvis du som her skal rive marcipan, så er det umuligt at gøre, hvis det ikke er frossent :-)

Tip: køb birkes i Tiger, det kan ikke betale sig, at købe de små poser, man kan købe i supermarkederne 


Verdens bedste birkes-citron muffins (12-14 stk, inspiration: cutecarbs)
Ingredienser:
1½ dl birkesfrø
1, 2 dl kogende vand
190 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
¼ tsk salt
125 g blødt smør
2 dl sukker
4 æg
130 g marcipan (groftrevet)
2 øko citroner (fintrevet skal herfra og evt. 1 spsk saft)

Fremgangsmåde:

  • Hæld kogende vand over birkesfrøene og lad dem stå og trække i en time
  • Pisk smør og sukker luftigt og lyst
  • Tilsæt birkesfrøene og rør godt, så blandingen bliver ensartet
  • Tilsæt et æg og pisk, hvorefter det næste æg tilsættes og der piskes (fortsæt således med alle æggene) 
  • Bland mel, bagepulver, vanillesukker og salt sammen, og kom det i dejen 
  • Rør dejen indtil den er glat men stadig luftig
  • Riv citronskal og marcipan ned i dejen
  • Vend dejen forsigtigt indtil marcipan og citronskal er godt fordelt
  • Fordel dejen i 12-14 muffinsforme 
  • Bag muffinsne ved 175 grader varmluft i ca. 20 minutter eller indtil de er let gyldne
  • Nyd kagerne med en god kop the og godt selskab!
  • Kagerne er så saftige, at de sagtens kan holde sig nogle dage inden de bliver tørre og kedelige :-)

Charlotte

søndag den 23. februar 2014

Sunday inspiration: madpakke salater

Rugbrød med pålæg er nem og god madpakke mad, men nogen gange har vi i hvert fald ikke lyst til at have rugbrød med i madpakken. I stedet for rugbrødsmadderne laver vi derfor nogle mættende salater, og her er det altså en fordel at kunne lide bønner, kikærter, kål og andre grove grøntsager, for det er altså dét, der mætter ;-) Det gode ved salater er også, at de altid er i flotte farver, så man kommer i godt humør af at kigge på dem. Vejret i Aarhus er fantastisk i dag, så vi håber, at alle nyder det skønne vejr :-)



 











Charlotte & Bettina 

lørdag den 22. februar 2014

One pot pasta

Hvis jeg har tid i weekenderne, så elsker jeg at stå i mit køkken i lang tid. Når det derimod handler om hverdage og specielt aftensmad, så er jeg faktisk ret doven (eller har travlt med noget andet), og derfor skal aftensmad gerne overholde følgende kriterier:
- skal kunne laves med et minimum af tid i køkkenet
- skal gerne give et minimum af opvask
- skal gerne kunne passe sig selv
Denne ret går ind under de to første kriterier, da den virkelig tager kort tid at lave (max 20 minutter fra man går igang til retten er færdig), og desuden giver denne ret et absolut minimum af opvask, da hele retten laves i én gryde - deraf navnet "one pot pasta" :-) Denne ret smager sindssygt lækkert, og minder meget om en grøntsags/vegetarudgave af pasta carbonara, hvilket altså ikke er helt dårligt :-) Selvom det synes af alt for meget væske, der skal tilføjes, så bliver det på mystisk vis til sidst tryllet frem til at blive perfekt og cremet og på ingen måde vandet, som jeg i hvert fald frygtede, det ville blive. Det er dog ret vigtigt at lade retten stå og trække i 5 minutter efter spaghettien er færdigkogt. Et hit som hverdagsmad til travle familier :-)


One pot pasta (3 pers., inspiration: missjeanett)
Ingredienser:
250g spaghetti
7 dl vand
300 g tomater
1 løg
2 fed hvidløg
150 g frisk spinat
1 dl fløde
1-3 tsk salt
Lidt olivenolie
Ca. 1 tsk chiliflager
Ca. 1 tsk tørret basilikum
½-1 tsk peber

Fremgangsmåde:

  • Hæld vand og fløde i gryden
  • Bræk spaghettien over på midten, og læg i gryden, så alt er dækket af væske
  • Snit løg og hvidløg i fine skriver
  • Skær tomaterne i halve eller kvarte
  • Skyl spinaten og læg den sammen med løg, hvidløg og tomaterne i gryden
  • Tilføj masse af krydderier (jeg tilføjede salt, chiliflager, olivenolie, tørret basilikum og peber)
  • Tænd nu for kogepladen
  • Husk at røre i gryden undervejs 
  • Når væsken koger skal retten have ca. 8 minutter 
  • Smag på spaghettien, og tag gryden af kogepladen når spaghettien er færdig
  • Lad trække i 5 minutter 
  • Smag evt. til med salt og peber, og server med fintrevet parmesan på toppen 
  • Nyd i godt selskab :-)
Charlotte

torsdag den 20. februar 2014

Nemme koldthævede boller

I hverdagene spiser jeg skyr eller yoghurt, men jeg elsker brød med pålæg til morgenmad i weekenderne. Min kæreste derimod spiser gerne brød om morgenen i hverdagene, så derfor bages der egentlig rimelig meget brød i vores køkken, for det man køber i butikkerne mætter i hvert fald ikke min kæreste ;-) Jeg er begyndt at lave denne koldthævede dej, for så kan man få nybagte boller selv på hverdage, for dejen skal bare klattes ud på bagepapir og så ind i en meget varm ovn i 15min. Det bliver til nogle dejligt mættende og grove bolle, men de bevarer stadig meget fugtighed i mange dage efter pga havregrynene :-)

Nemme koldthævede boller (inspiration: valdemarsro)
Ingredienser:
20g gær
5 dl koldt vand
1 tsk salt
4 dl grahamsmel
2 dl havregryn
2½ dl hvedemel
Fremgangsmåde:
  • Om aftenen blandes vand og gær i en stor skål, og gæren røres ud i vandet
  • Herefter tilsættes grahamsmel og havregryn, og der røres grundigt med en grydeske
  • Tilsæt salt og hvedemel lidt efter lidt (dejen skal være til at røre i, men den skal ikke flyde ud)
  • Dæk skålen med husholdningsfilm eller en overskåret frostpose og et rent viskestykke, og sæt skålen i køleskabet natten over
  • Om morgenen tændes ovnen for max varme (varmluft)
  • Form boller på en bageplade med bagepapir vha. to spiseskeer
  • Pensl bollerne med vand
  • Når ovnen er varm, sættes bollerne i ovnen, og temperaturen skrues ned til 225 grader
  • Ca. 15 minutter senere er der nybagte friske og sprøde boller
Charlotte

onsdag den 19. februar 2014

Nem, krydret kikærte salat

Denne salat er meget su-venlig! Det eneste der kan være lidt dyrt i denne salat er hytteosten, men det kan nu ofte købes på tilbud :-) Denne salat er perfekt som tilbehør til aftensmaden eller, som jeg har brugt den, som dip/pålæg til mine rugbrødsskiver i madpakken. Virkelig en lækker kikærte salat! Jeg har tilføjet fennikel da det lige var i køleskabet, og da det giver en skøn krydret smag, men fennikel er slet ikke nødvendigt i denne salat, så undlad det, hvis det ikke er i dit køleskab.


Nem, krydret kikærtesalat (3 pers. eller madpakke i tre dage)
Ingredienser:
1 dåse kikærter (drænet)
1 håndfuld hakket persille
1 fed hvidløg
250g hytteost
1 lille fennikel 
Salt
1-2 spsk citronsaft
Peber
Ca 1 tsk spidskommen
Ca 20 dråber tabasco
Fremgangsmåde:
  • Dræn kikærterne og læg dem i en skål sammen med persille og hytteost
  • Skær fine skiver af fennikel på et mandolinjern eller i hånden hvorefter de skæres i mindre stykker og kommes i skålen
  • Pres hvidløg gennem en hvidløgspresser og tilføj salt, citronsaft, peber, spidskommen og tabasco
  • Smag evt. til med tabasco og salt/peber/spidskommen

Charlotte

tirsdag den 18. februar 2014

Couscous salat med granatæble

Endelig er bloggen oppe at køre igen efter at have været spæret siden i lørdags! Dette fejrer vi med denne lækre salat :-) Denne salat er super nem, lækker og utrolig frisk! Salaten smager dejligt, og har de fineste farver! Det er en salat der mætter godt, og så kan den helt klart anbefales til alle couscous elskere :-) Salaten tager næsten ingen tid at lave, og den smagte herligt! I familien var den især et hit hos børnene, som synes, den var sjov og anderledes, så alt blev spist rub og stup :-) Denne salat ville desuden også være en skøn og mættende salat til madpakken :-)


Couscous salat med granatæble (inspiration: thefoodclub)
Ingredienser:
2 dl couscous
3 dl kogende vand
3 tsk sød paprika
3 spsk oliven olie
1 tsk salt
1½ granatæble
2 håndfulde spinat
1 håndful friske mynte blade
3 spsk lime frugt
1 spsk ahorn sirup
1 stor håndful cashewnødder (hakket)

Fremgangsmåde:
  • Kom couscous og kogende vand i en skål med låg
  • Lad den stå i ca. 10 min eller til alt vandet er forsvundet, og lad det derefter køle af
  • Pil kernerne ud af granatæblerne, og kom dem i en serverings skål
  • Hak cashewnødder, spinat og mynte groft og læg til side (må ikke kommes i før couscousen er kold)
  • Bland couscousen med olie, paprika, salt, lime og sirup og rør godt
  • Tilsæt nu cashewnødder, spinat og mynte 
  • Jeg serverede denne lækre salat med soyastegt kylling (skær kylling ud i stykker af 2 cm og steg dem i lidt oliven olie og ca. 4 spsk soya)


Bettina

lørdag den 15. februar 2014

Kylling på bund af bagte æbler

Denne super lækre og nemme ret var perfekt til en travl dag, hvor aftensmaden skulle laves med to unger løbende omkring en ;-) Den tog kun ca. 30 min at tilberede, og den er derfor ideel til en travl hverdag. Desuden smagte denne ret helt vild godt! De søde bagte æbler sammen med kyllingen og den cremede hytteosteblanding gik perfekt sammen. Ja den ellers så kedelige grovpasta blev også frisket op af hytteosteblandingen, og så serverede jeg en frisk salat til. Selv børnene var vilde med denne ret - især de bagte æbler forsvandt ret hurtigt! Virkelig en nem og lækker ret :-)



Kylling på bund af bagte æbler (4 pers.)
Ingredienser:
4 kyllingfileter (ca. 500-600 g) + fedtstof til stegning
Salt og peber
3-4 æbler (ca. 500 g)
450 g hytteost
75 g pinjekerner (ristede)
1 stor håndful frisk basilikum
1 citron (skal herfra)
ca. 200-300g fuldkorns pasta (kogt i 2 liter saltet vand)

Ingredienser æble salat: 
1-2 æbler (skåret i små både)
2 spsk citron saft
1 lille håndfuld frisk basilikum
Lidt babysalat
2 håndfulde vindruer
3 spsk balsamico eddike

Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 250 graders varmluft
  • På en pande med fedtstof steges kyllingfileterne let gyldne
  • Krydr med salt og peber 
  • Imens fjernes kernehuset fra de 3-4 æbler, og æblerne skæres i tynde skiver 
  • Læg dine pinjekerne på en bradepande og rist dem i ovnen i kort tid (kun til de er let gyldne)
  • I et ovnfastfad fordeles æblerne jævnt i bunden
  • Læg kyllingen ovenpå 
  • Lav hytteosteblandingen ved at blande hytteost, basilikum, citronskal og pinjekerner
  • Rør blandingen godt sammen 
  • Kom halvdelen af hytteosteblandingen ovenpå kyllingfileterne og stil resten til side 
  • Kom fadet med æbler kylling og hytteostblanding i ovnen i ca. 20 min. 
  • Kog pasta imens efter posens anvisning 
  • Efter kogningen hældes vandet fra pastaen
  • Tilføj nu resten af hytteosteblandingen til pastaen og rør godt
  • Læg derefter låg på gryden med pastaen, og lad den stå i ca. 5 min med låg på 
  • I mens laves salaten ved at der skæres små både af æblet, og der hældes citronsaft over dem for at undgå, de bliver brune
  • Druerne skæres halvt over og kommes i samme skål
  • Snit salat og basilikum og tilsæt også
  • Slutteligt kommes basalikum over lige inden servering
  • Når fadet i ovnen er klar til servering, serveres retten samlet og nydes i godt selskab!



Bettina

torsdag den 13. februar 2014

Verdens bedste fastelavnsboller

Jubiii jeg har glædet mig hele januar måned til at det blev februar. Februar er nemlig for mig lig med fastelavnsboller :-) I år ligger fastelavns søndag dog d. 2.marts, men hellere for tidligt ude end for sent ude ;-) Jeg elsker alle slags fastelavnsboller lige fra de gammeldags til de åbne i butterdej og over i den yderst syndige variant med flødeskum i. Disse gammeldags fastelavnsboller slår dog alt, da de er ekstremt lækre - sikkert grundet den meget lækre remonce! Jeg har bagt disse et par gange i løbet af de sidste par år, og alle spørger til opskriften og/eller spiser så mange, at de næsten ender med ondt i maven! Så vi taler altså om verdens bedste fastelavnsboller :-) Jeg sendte de fleste af denne portion med min kæreste, da han skulle indspille med sit band, og det var vist ret populært ;-)


Tip: disse fastelavnsboller kan sagtens laves i en sukkerfri udgave, hvor man dog undlader at bruge remonce (og evt. tilføjer sukkerfri marcipan), og hvor der ikke tilføjes sukker (eller evt. tilføjes lidt sødemiddel i steder for sukker) til bolledej og creme, og dette smager også skønt

Verdens bedste fastelavnsboller (ca. 15 stk, inspiration: Claus Meyer)
Ingredienser dej:
250 g mel
75 g smør
½ pakke gær
1 dl mælk
1 æg
Lidt salt
15 g sukker

Ingredienser creme:
½ vanillestang (kornene herfra)
1 æg
15 g sukker
2 spsk maizena mel
2½ dl mælk

Ingredienser remonce:
100 g sukker
100 g marcipan
100 g smør
50-100 g mørk chokolade


Fremgangsmåde:
  • Start med at lave cremen ved at varme mælken op i en lille gryde
  • I en anden skål piskes æg, sukker, maizena og vanillekornene godt
  • Når mælken er lige under kogepunktet, hældes den i skålen med æggeblandingen imens der piskes godt
  • Denne blanding hældes nu tilbage i gryden og opvarmes, mens der piskes grundigt, til cremen bliver tyk 
  • Hæld cremen i en skål og kom film helt ned på overfladen af cremen (ellers dannes der kondens og en hård overflade)
  • Sæt i køleskab og lad cremen køle af

  • Herefter laves selve bolledejen ved at mel og smør i en skål blandes til en rasp-lignende konsistens (smøren skal være stuetemperatur)
  • I en anden skål opløses gæren i mælken
  • Tilføj æg, salt og sukker til mælke-gær blandingen og pisk grundigt
  • Herefter æltes melblandingen og mælkeblandingen godt sammen (tilsidst med  fingrene)
  • Hvis dejen klistrer til fingrene skal der tilføjes mere mel, men tilføj endelig ikke for meget mel 
  • Ælt i 5-10 minutter og dæk herefter dejen med et viskestykke og lad den hæve i 1 time

  • Imens dejen hæver laves remoncen ved at blande sukker og marcipan sammen i en skål
  • Tilsæt herefter smør lidt efter lidt til det er rørt helt ud i massen (pas på med at røre for længe, da den så vil blive for flydende, når den bages)
  • Læg i køleskab indtil remoncen skal bruges 

  • Når dejen har hævet i 1 time, så æltes dejen hurtigt igennem og deles i to stykker
  • Rul hver del ud til en ca. ½ cm tyk plade, og skær den i 7-8 stykker
  • På hvert stykke lægges 1 spsk creme, 1 spsk remonce og et lille tern chokolade
  • Fold fastelavnsbollerne sammen, og gør det grundigt så fyldet ikke løber ud ved bagningen: først foldes de fire hjørner ind over hinanden, så de lapper over, og derefter samles de og klemmes sammen
  • Vend bollerne så samlingen vender ned ad, og lad dem hæve til dobbelt størrelse på en bageplade med bagepapir
  • Når de er hævet til omkring dobbelt størrelse, så pensles de med vand og bages ved 200 grader i ca. 15 minutter eller til de er smukt gyldne
  • Når fastelavnsbollerne er kølet af, kan der tilføjes glasur og frysetørrede hindbær, som jeg gjorde 





Charlotte