onsdag den 23. juli 2014

Verdens nemmeste og bedste franskbrød

Da jeg var på ferie med hele min store svigerfamilie i et stort og lækkert sommerhus, synes jeg, det krævede nybagt brød om morgenen :-) Der var dog små nevøer og niecer med, så hver familie skiftedes til at lave morgenmaden klar til kl 8 hver morgen. Det ville altså være liiidt tidligt at skulle op og forme boller, lade dem hæve og bage dem, så de var klar kl 8, syntes jeg, så den morgen min kæreste og jeg stod for morgenmaden blev dette brød lavet. Jeg er virkelig fan af det her brød, da det har en ekstremt saftig og luftig krumme og en sprød skorpe, og så kræver det jo absolut ingenting hverken tid eller energi ;-) Det ér virkelig verdens nemmeste brød, og det er meget nemmere end grydebrød, som jo ellers er udråbt til at være verdens nemmeste brød!


Verdens nemmeste og bedste franskbrød
Ingredienser:
4,5 dl vand
10-15g gær (jeg vejer ikke, tager bare ca. 1/5-del af en pakke gær)
1-2 tsk salt
5,5 dl mel
3 dl fuldkornshvedemel eller havregryn


Fremgangsmåde:

  • Smelt gæren i vandet
  • Tilsæt salt
  • Under omrøring tilsættes først fuldkorns hvedemelen og/eller havregryn
  • Herefter tilsættes hvedemel og der røres grundigt (gerne med dejkroge i et piskeris, men det er ikke nødvendigt)
  • Tip: dejen skal være meget elastisk, klistret og ja konsistensen kan vist bedst betegnes som flydende
  • Hæld dejen i en slip-let eller silikone form (vigtigt!) og dæk til med film og viskestykke
  • Sæt formen ind i køleskab natten over (minimum 8 timer)
  • Næste morgen tages film og viskestykke af, og formen sættes i en kold ovn
  • Der tændes på 200grader over-under varme
  • Bag brødet i 30 minutter eller indtil skorpen er sprød


Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar