lørdag den 29. august 2015

Yndlings kærnemælks panna cotta

Jeg elsker panna cotta, specielt hvis det er lavet efter denne opskrift! En dag da desserten skulle være knap så tung, fik jeg lyst til at prøve at lave en panna cotta med kærnemælk. Og wow hvor det smager godt! Denne panna cotta er meget let og syrlig samtidig med at den selvfølgelig er sødlig. Virkelig en himmelsk dessert, der smager lidt af koldskål på en meget lækker måde! Jeg tror snart den kommer på dessert-menuen herhjemme igen ;-)


Kærnemælks panna cotta (6-8 personer, inspiration: chocolat)
Ingredienser kærnemælks panna cotta:
3 blade husblas
3 dl piskefløde
100 g sukker
Korn fra 1 vaniljestang (eller 1 tsk vaniljepulver)
3 dl kærnemælk
3-3,5 spsk citronsaft (ca. saften fra 1/2 konventionel citron)

Ingredienser chokolade ganache:
1/2 dl piskefløde
50 g chokolade (jeg brugte en mørk 72% da det var det jeg havde, men lys eller hvid chokolade vil sikkert også være godt)
Pynt: evt. lidt blåbær eller et andet bær


Fremgangsmåde:
  • Udblød husblas i koldt vand i ca. 10 minutter
  • Kom fløde, sukker og vanilje i en gryde, og bring det til kogepunktet
  • Herefter vrides husblassen fri for vand, og den røres ud i den varme fløde
  • Hæld nu massen over i en (kold) skål, og rør kærnemælk i i en tynd stråle mens der røres hurtigt i massen
  • Smag nu massen til med citronsaft
  • Fordel panna cottaen i 6-8 små skåle, og lad den sætte sig i køleskabet i minimum 4 timer
  • Når panna cottaen er stivnet, smeltes chokolade og fløde over vandbad eller i mikrobølgeovn, og der røres indtil det er en homogen masse
  • Denne chokolade ganache fordeles på toppen af alle glas med panna cotta
  • Herefter kan panna cottaen nydes direkte evt. toppet med nogle lækre blåbær
  • Ellers kan den stilles på køl indtil den skal spises, og den kan altså sagtens laves flere dage inden, jeg har prøvet at spise en to dage senere, og den var mindst lige så god
  • Tag gerne panna cottaerne ud af køleskabet ca. 1 time før, de skal nydes :-)




Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar