mandag den 2. november 2015

Havregrynskager med luftig smørcreme

Jeg har nu øvet mig nogle gange i at sprøjte roser med sprøjtepose og tylle, og til dette bruger man en smørcreme. Hermed er der blevet lavet store mængder smørcreme som ikke er blevet brugt til andet end at øve mig i at lave flotte roser. Jeg er ikke glad for madspild, så da jeg skulle have madklubben på besøg, kom jeg derfor på at lave havregrynskager, dyppe dem i chokolade, og så lægge dem sammen med et lag smørcreme i midten. Mums det smager godt!


Havregrynskager med luftig smørcreme (inspiration: valdemarsro)
Ingredienser kager:
75 g smør
1/2 vaniljestang
125 g rørsukker (eller evt. en blanding af brunfarin og almindelig sukker)
1 æg
1 tsk bagepulver
1 1/2 spsk hvedemel
125 g havregryn
Pensling: 100 g mørk chokolade

Ingredienser creme:
1/2 vaniljestang
100 g sukker
1/2 dl vand
125 g blødt smør
1 æggeblomme (dvs. 1/2 bæger past.)


Fremgangsmåde:

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft
  • Afmål 125 g sukker
  • Flæk imens vaniljestangen  på langs og skrab vaniljekornene ud af den ene halvdel
  • Bland vaniljekornene med 1 spsk af det afmålte sukker
  • Smelt smør fx i mikrobølgeovn
  • I en lille skål blandes havregryn, mel og bagepulver sammen
  • Når smørret er smeltet tilføjes ægget imens der piskes godt med en gaffel
  • Herefter tilføjes sukker og vaniljesukkeret
  • Tilsidst tilføjes den lille skål med havregrynsblandingen, og dejen røres ensartet
  • Kom herefter dejen på en bageplade med en teske med top i runde kugler (dejen flyder ud når den bliver bagt)
  • Jeg fik ca. to bageplader med 9 havregrynskager på hver bageplade
  • Bag havregrynskagerne i 8-12 minutter ved 175 grader varmluft eller til de er brune i kanten
  • Giv hellere kagerne lidt ekstra tid, hvis du er i tvivl, for hvis de ikke har fået nok, så bliver de bløde, og dét skal havregrynskager altså ikke være ;-)
  • Lad havregrynskagerne køle af på en rist


  • Imens skrabes vaniljekornene ud af den anden halvdel af vaniljestangen
  • Afmål sukkeret til smørcremen og bland nu 1 spsk af det afmålte sukker med vaniljekornene
  • Kom sukker, vaniljesukker og vand i en lille gryde
  • Varm kun lige massen til sukkerkornene er smeltede
  • Kom nu sukkermassen i en lille skål, og kom det i fryseren (hvis du har travlt) eller i køleskab
  • Lad sukkermassen køle helt ned til 5 grader dvs. indtil massen er ret kold og stiv/sirup-agtig


  • Imens sukkermassen køler, smeltes chokoladen og havregrynskagerne pensles med chokoladen
  • Lad nu chokoladen størkne


  • Når sukkermassen er kold nok, skal smørcremen piskes sammen, og her skal man holde tungen lige i munden, så cremen ikke ender med at skille!
  • Pisk smør og æggeblomme i 10 minutter (gerne på røremaskine)
  • Der skal piskes ved højeste tempo i så lang tid, at massen nærmest kommer til at ligne flødeskum (det ligner i hvert fald ikke smør!)
  • Når smørret er luftigt, hældes sukkermassen i i en tynd stråle imens der piskes ved middel hastighed
  • Stop med det samme når al sukkermassen er kommet ned til smørret


  • Nu samles havregrynskagerne med et lag smørcreme imellem (jeg brugte sprøjtepose med en tylle til at fordele smørcremen på havregrynskagerne)
  • Nyd disse skønne kager til en kop kaffe eller the :-)





Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar