mandag den 19. august 2013

Sunde, sukkerfri pandekager med et twist af kokos

Vi havde nogle meget modne bananer liggende, og de skulle da ikke gå til spilde! Derfor tænkte jeg straks på at lave nogle sunde og lækre pandekager, som så blev til en lidt sen brunch. De blev super lækre og fyldt med smag, og så blev de sprøde på toppen og bløde i midten! Kokos giver dem en smule eksotisk smag. Perfekt til morgenbordet eller som en let frokost. Disse pandekager kunne nok også serveres som dessert med en kugle is eller friske frugter :-)


Sunde, sukkerfri pandekager med et twist af kokos (pandekager nok til ca. 3 personer)
Ingredienser: 
3 meget modne bananer
4 dl havregryn
3 dl kogende vand
2 æg
5 spsk kokos mel
1 nip salt
1½ spsk kokosolie (anden olie kan også benyttes)
1½ spsk hvedemel
Saften fra en halv citron
Lidt kokosolie til stegningen


Fremgangsmåde: 
- havregryn og kogende vand blandes i en skål
- lad det stå i skålen i et par minutter således det kommer til at ligne en grov havregrød
- mos bananerne med en gaffel i en anden skål, og tilsæt resten af ingredienserne heri
- denne blanding skal røres godt igennem
- herefter blandes havregrøden og bananmosen godt sammen
- på en pande med fedtstof på steges pandekagerne (lav dem gerne samme størrelse som amerikanske mini pandekager)
- server pandekagerne varme eller lune og evt. med honning eller sirup på toppen


Bettina

Lækker, nem bønnesalat

Efter en uge på lækre Korfu i Grækenland med 35 grader i skyggen, 3 pools, en fantastisk strand og ikke mindst lækker mad er jeg igen i Danmark. På Korfu spiste vi nærmest dagligt græsk salat med feta og solmodne tomater, tzatziki, gyros og kage med fetaost. Derudover spiste jeg dagligt vandmelon og honningmelon i rå mængder, da det nemlig er en rigtig god måde at få masse væske på, hvis der er varmt, og hvis man som mig har svært ved at få drukket nok vand. Jeg tror dog, at jeg har fået nok af disse ting for de næste par dage ;-)


Selvom det var all inclusive mad vi spiste de fleste dage, så var maden faktisk rigtig god! Der var altid en form for bønnesalat til alle måltiderne, hvilket jeg selvsagt var stor fan af! En af disse bønnesalater, som i her får en lidt videreudviklet opskrift på, er jeg sikker på bliver et hit for mig, når jeg om en uge skal starte i skole og skal have madpakke med! Den er nemlig så nem at lave og tager maks fem minutter at bikse sammen. Dog tror jeg også at denne salat vil blive spist til aftensmad en del gange, for den smager virkelig godt!


Lækker, nem bønnesalat
Ingredienser:
1 dåse kidney bønner
½-1 lille rød løg
1 dåse tun i vand
½ bundt dild

Fremgangsmåde:
- åben dåsen med bønnerne og dræn og skyl dem og lad dem dryppe af i en si
- skær løg i små tern
- hak dild groft
- åben dåsen med tun og dræn, hvorefter tunen rives i stykker af forskellige størrelse
- bland ovenstående sammen
- nyd!
- salaten kan opbevares nogle dage i køleskab uden man kan smage det!




Charlotte

lørdag den 17. august 2013

Cremeboller med chokolade

I dag fik vi gæster på besøg til morgenkaffe, og derfor tænkte jeg straks på at bage nogle cremeboller, da sådan nogle ikke er alt for kaget, men stadigvæk lidt morgenmads agtige. Og de var et hit! De er meget lækre, bløde i dejen, og cremen var lige prikken over i'et med chokoladestykkerne. Bollerne er fulde af smag, men igen var de altså ikke for søde. Jeg kan stærkt anbefale denne opskrift til alle mad-elskende personer! :-)


Cremeboller med chokolade (ca. 20 små cremeboller)
Ingredienser dej: 
2 dl mælk
50 g gær
140 g smør
1 æg
500 g hvedemel
½ tsk salt
3 spsk sukker
et par dråber vanille essens

Ingredienser cremefyld: 
2 dl mælk
2 æg
4 spsk sukker
korn fra ½ vaniljestang
1½ spsk hvedemel

100 g hakket chokolade

Ingredienser glasur: 
Flormelis
Vand
Evt. lidt frugtfarve
Evt. lidt krymmel


Fremgangsmåde: 
- lun mælken i mikrobløgeovnen (eller i en gryde) til den er lillefingervarm
- kom mælken i en skål og rør gæren ud heri
- tilsæt de øvrige ingredienser, men hold lidt tilbage med melet, dejen skal være blød og ikke tør
- stil dejen til hævning i ca. 1-1½ time med et fugtigt viskestykke over i et varmt rum

- mens dejen hæver laves cremen
- kom alle ingredienserne på nær chokoladen i en tykbundet gryde
- bring blandingen i kog ved høj varme og pisk godt, hele tiden mens gryden er over blusset, ellers brænder det på
- blandingen skal være i kog i ca. 5 min, og herefter skulle cremen gerne være dejlig tyk
- under afkølingen røres der lidt i cremen, så den ikke sætter sig fast på bunden
- cremen skal køles helt af inden brug, og kan derfor med fordel sættes i køleskabet
- hak chokoladen i små stykker og bland den med cremen


- efter hævningen slåles dejen ned på et meldrysset bord
- herefter æltes dejen godt i gennem
- dejen rulles ud i en firkant, som herefter inddeles i små mindre firkanter ca. 10*10 cm


- i hver lille firkant lægges ca. 1 spsk fyld
- saml dejen om fyldet sådan små pakker bliver dannet
- klem enderne godt sammen sådan så cremen ikke løber ud (man kan med fordel benytte vand som en slags 'lim', sådan siderne bliver limet sammen)
- på en bageplade med bagepapir sættes pakkerne med enderne nedad


- bollerne skal efterhæve i ca. 45 min.
- herefter pensles der evt. med et sammenpisket æg, hvilket gør dem ekstra sprøde
- tænd ovnen på ca. 225 grader, og bag dem i ca. 10 minutter eller til de er gyldne på toppen
- lad bollerne køle helt af
- lav glasuren og fordel den på bollerne, når de er helt kolde og drys med krymmel


Bettina 

fredag den 16. august 2013

Lakse-spinat lasagne med pinjekerner og lime

Lakse-spinat lasagne er en af mine yndlingsretter fordi det bare smager rigtig godt! Jeg har før lavet lakselasagne her på bloggen, men i denne omgang er den mere sommerlig og spids i smagen pga. limefrugten. Pinjekerne gør, at der kommer lidt sprødt knasende i lasagnen, hvilket gør den endnu mere lækker! Jeg nyder livet i Australien, og derfor skal der jo noget lækkert mad til, som fx denne lakse-spinat lasagne med et twist af lime og pinjekerner :-) Til lasagnen spiste vi det lækre focaccia brød med fetaost og rosmarin, men man kan selvfølgelig spise lige det man har lyst til til lasagnen :-) Nederst finder du et billede af den smukkeste solnedgang fra mit hus i Australien!



Lakse-spinat lasagne med pinjekerner og lime (4-5 personer)
Ingredienser:
500 g lakse fillet
1 pakke friske lasagne plader
450 g frossen helbladet spinat
2 dl skummet mælk
2 æg
100-150 g pinjekerner
1 limefrugt
5 fed hvidløg
1 stort løg
1 pakke light flødeost
salt og peber
revet ost til toppen (ca. 2 håndfulde)



Fremgangsmåde:
- i en gryde: tø spinaten helt, hvorefter det værste overskydende vand fjernes
- hak løg og hvidløg, og tilsæt dem i gryden med spinaten sammen med mælk, limesaft og æg
- lad det stå på et varmt blus i et par minutter

- laksens skind fjernes (hvis der er sådan noget)
- skær laksen i små fine og tynde stykker
- tænd ovn på 200 grader varmluft
- et ovnfast fad smøres med en lille sjat olie, sådan så man undgår, at lasagnen sidder fast i fadet
- kom et lag lasagne plader i fadet
- herefter lægges følgende lag:
Første lag: smør 1/4 af spinat sovsen på pladen + 1/3 af laksen og 1/3 af flødeosten i små klumper + drys 1/3 af pinjekernerne
Andet lag: smør 2/4 af spinat sovsen på pladen + resten af laksen og 1/3 af flødeosten i små klumper + drys 1/3 af pinjekernerne
Tredje lag: smør 1/4 af spinat sovsen på pladen + resten af laksen og 1/3 af flødeosten i små klumper + drys 1/3 af pinjekernerne
Slutteligt: kom lasagneplader på igen og drys et tyndt lag revet ost på toppen

- lasagnen skal bage ca. 20-30 minutter i alt
- nyd lasagnen med det samme evt. med salat eller brød til



Bettina

onsdag den 14. august 2013

Focaccia med fetaost og rosmarin

Focaccia er perfekt til alle anledninger, og så smager det super skønt! Denne focaccia fik et twist med fetaosten, som bare gjorde, at den blev ekstra lækker! Jeg serverede min focaccia med lakse-spinat lasagne, men den kan serveres til næsten alle retter :-) Det smager super skønt: sprød uden på og blød og luftig inden i. Det er det perfekte snack brød.

Focaccia med fetaost og rosmarin (ca. 4 pers.)


Ingredienser brød: 
100 g feta ost
3,5 dl vand
25 g gær
1 spsk sukker
2 spsk groft salt
500-550 g hvedemel

Ingredinser topping:
oliven olie
groft salt
rosmarin



Fremgangsmåde: 
- opløs gæren i lunkent vand og tilsæt dernæst sukker og salt
- tilsæt hvedemelet lidt af gangen, til dejen bliver fast
- lad dejen stå ved stuetemperatur i ca. 30 min i skålen
- efter hævningen: hvis du ikke fik alt hvedemelet i, se om du kan ælte mere i det nu
- dernæst skal dejen på en bageplade der er beklædt med pagepapir
- fordel den jævnt ca. 1 cm. tyk
- lad den stå til hævning i ca. 1 time
- lige inden hævningen er færdig smuldres fetaosten, sådan den er klar til toppingen
- tænd ovn på 175 grader varmluft


- efter hævningen laves små huller med en finger over hele dejen
- lidt olivenolie hæles på og fordeles med en pensel
- drys rosmarin og salt efter behov 
- kom slutteligt fetaosten på og pres fetasmulret godt ned i dejen
- bag brødet i ca. 30 min. til det er blevet gyldent på toppen


Bettina

tirsdag den 13. august 2013

Eksotisk papaya-passionfrugt frugtsalat

En gang imellem er det okay med en dessert. Især når den er lige så sund som denne! Frugtsalat er lækkert og meget sundt! Perfekt som dessert efter en lidt tung middag, da den ikke indeholder sukker eller andet usundt. Perfekt til middag med dine venner eller familie :-)


Papaya-passionfrugt dessert salat: (ca. 4-5 pers.)
Ingredienser:
2 mellem store solmodne papayas (ca. 500 g)
8 passionsfrugter
1 limefrugt

Fremgangsmåde:
- Skræl papayaerne og skær dem i små stykker (ca. 1*1 cm)
- kom det i en skål
- skær passionsfrugterne over på midten og kom indmaden ned i skålen
- med en citronpresser, presses limefrugten og saften hældes over frugt massen i skålen (hvis man mere er til sødere ting, kunne man opløse lidt sukker i limen, da passionsfrugten godt kan være lidt sur)
- stil skålen på køl i ca. 2 timer sådan limesaften trækker godt ind i frugt massen

Bettina 

lørdag den 10. august 2013

Fantastisk solbær sorbet-fløde is

Denne is må være den bedste is jeg nogensinde selv har fået bikset sammen. Når man fx tilføjer en del yoghurt til sine is-opskrifter, som jeg ofte gør, så bliver isen en smule krystalliseret, hvis man ikke bruger en ismaskine. Men denne is er derimod perfekt, hvis man ikke har en ismaskine, for isen krystalliserer overhovedet ikke ved frysning i fryseren, hvis man bare husker at røre i den en gang eller to - jeg glemte min ene portion og fik derved kun rørt i den en gang, og denne portion blev stadig ikke krystalliseret! Så denne is kan vist slet ikke krystallisere ;-) En anden vigtig ting er farven: se lige hvor smuk en farve isen har! Bærsmagen er kraftig og isen er syrlig, som ved en sorbet is, og desuden er isen lækker cremet og fyldig, som ved en flødeis. Denne is så fyldt med smag, at en eller to små kugler af denne is er rigeligt hvadenten det er som dessert eller som en lille snack i varmen.


Vores farmor og farfar har i år haft en stor solbærhøst fra deres solbærbuske i haven, og derfor fik vi selvfølgelig nogle poser solbær med hjem, sidst vi var på besøg. Bettina lavede denne crumble inden hun tog til Australien, og jeg har så brugt nogle af bærene på denne is. En af mine yndlings købeis er et lille bæger fra Hansen Is, som er fyldt med halv hindbærsorbet og halv vanilleis. Når man spiser denne syrlige, luftige sorbet med den lækre cremede vanilleis, så smager det himmelsk! Med denne solbær sorbet-flødeis får man faktisk stort set samme smagsoplevelse!


Solbær is (i hvert fald 6 portioner, inspiration: himmelske kager)
Ingredienser:
300g solbær
100g sukker
50g hjemmelavet vanillesukker (kan udskiftes med 50g sukker og kornene fra 1 vanillestang)

4 past.æggeblommer
4 spsk sukker

1½ dl mælk
2½ dl fløde

Fremgangsmåde:
- kog solbær, sukker og vanillesukker så det bobble-koger i minimum 5 minutter
- pres gennem en si, så væske og en del af solbærkødet kommer igennem sien (jeg fik rigtig meget frugtkød med og derved blev min is virkelig smagfuld og syrlig hvilket jeg bedst kan lide!)
- lad nu køle af
- tilføj mælken og rør godt

- pisk æggeblomme og sukker i så lang tid at det bliver helt hvidt og luftigt (5-10min)

- i en anden skål piskes fløden stiv

- nu vendes solbærkompotten i æggesnapsen
- herefter vendes solbær-æggesnaps blandingen forsigtigt i fløden (ikke rør for meget i det, men alt skal være helt blandet)

- hæld nu i en velegnet beholder og kom i fryseren
- rør godt i isen en gang eller to i løbet af den første time, den er i fryseren
- nyd isen som den er!

Charlotte