tirsdag den 20. september 2016

Bagt rødbede med gedeost

Denne lille snack er super lækker som forret eller som en del af et tapas bord. Der er delte meninger om gedeost, og denne snack kræver, at spiserne kan lide gedeost. Gedeost har dog ikke så skarp en smag, når den er bagt i ovnen. Min erfaring med denne snack, som netop bliver bagt i ovnen, er, at de fleste kan lide den, selvom de ikke tror de kan lide gedeost :-)


Bagt rødbede med gedeost (2 personer)
Ingredienser:
2 store rødbeder
80 g fast gedeost (rulle)
Balcamico eddike
Olivenolie


Fremgangsmåde:
  • Snit rødbederne i 1-1,5 cm tykke skiver
  • Fordel skiver af gedeost på rødbedeskiverne
  • Bland lige dele olie og balsamico eddike sammen, og fordel det herefter ligeligt ovenpå gedeosten
  • Bag i ovnen ved 200 graer i ca. 15 minutter
  • Rødbederne skal gerne være gennemstegte
  • Herefter kan de nydes som en snack, forret, aperitif eller tapas







Charlotte

fredag den 2. september 2016

After-eight is

Denne is er en af mine yndlingsis, og den er allerede blevet lavet et par gange, siden jeg fik min ismaskine. At kalde isen for after-eight is er måske lidt snyd, for isen indeholder ikke after-eight chokolade. Derimod består isen af en fransk mælke-flødeis med mynte og stykker af mørk chokolade. Isen smager skønt og friskt pga. mynten, og konsistensen er perfekt når der benyttes en ismaskine. Da isen indeholder meget mælk, tror jeg desværre ikke den kan laves uden ismaskine.


After eight is
Ingredienser:
1,5 dl fløde
2,5 dl letmælk eller sødmælk
20-30 store mynteblade
80 g sukker
4 æggeblommer
1 lille håndfuld chokoladeknapper (grofthakket)


Fremgangsmåde:
  • Varm mælk og fløde i en lille kasserolle
  • Vask myntebladene og hak dem groft
  • Når flødemassen er tæt på kogepunktet, tilsættes myntebladene
  • Lad stå i 30 minutter
  • Si herefter massen, kom den tilbage i kasserollen og varm den igen op til tæt på kogepunktet
  • Imens piskes æggeblomme og den resterende halvdel af sukkeret let i en skål (skal ikke piskes hvid, bare piskes lyst)
  • Når fløde-massen er lige under kogepunktet hældes den i skålen med æggesnapsen i en tynd stråle mens der piskes hurtigt
  • Herefter hældes massen tilbage i kasserollen og varmes op til 83 grader (kig i fremgangsmåden her hvis du ikke gider/kan bruge et termometer) mens der piskes
  • Når massen er tyknet, køles den hurtigt ned over is/vandbad
  • Herefter køres massen på en ismaskine 








Charlotte

fredag den 26. august 2016

Fyldte portobellosvampe

Til min fødselsdag havde jeg inviteret min mor og søster hjem til os, da den helt store fødselsdagsfejring måtte vente til efter min kæreste havde afleveret speciale. Men på min fødselsdag havde jeg inviteret på tapas-bord, hvor jeg serverede en masse lækkert skinke, pølse og ost. Derudover havde jeg bagt dette brød, lavet mini løgtærter, marinerede rejer, humus, haydari, pesto og så havde jeg lavet disse fyldte portobellosvampe. Disse fyldte portobellosvampe smager fantastisk! De bliver snart lavet igen!


Fyldte portobellosvampe (inspiration: sarasmadunivers)
Ingredienser:
4-5 store portobellosvampe
1 fed hvidløg
1 lille løg
1 rød chili finthakket (uden kerner!)
Salt
Peber
Evt. 1 håndfuld god bacon skåret i tern
1 stor håndfuld fintrevet parmesan


Fremgangsmåde:
  • Fjern forsigtigt stokken på portobellosvampene
  • Hak stokken fint
  • Hak også løg, hvidløg, chili og bacon i små tern
  • Steg løg, hvidløg og chili i lidt olie
  • Tilføj bacontern og stokken og lad det svitse indtil bacon har fået lidt farve
  • Kom lidt fintrevet parmesan i bunden af svampene
  • Kom fyldet i svampene og top med masse af parmesanost
  • Bag i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 10 minutter
  • Server de fyldte portoellosvampe sammen med noget andet lækkert tapas, som tilbehør til en lækker middag eller som "kødet" på en vegetar-dag (lav dem da uden bacon)








Charlotte

fredag den 19. august 2016

Ciabatta med soltørrede tomater og oliven

Dette brød smager fantastisk! Det er så saftigt og fyldt med store lufthuller, og skorpen bliver sej og sprød. Det er egentlig bare Claus Meyers opskrift på ciabatta brød, hvor jeg har tilføjet grofthakkede, soltørrede tomater og oliven. Brødet kræver en stærk røremaskine, da dejen er meget våd, og da den skal æltes i maskinen i 15-20 minutter. Brødet er perfekt til tapas!


Til andre, der har en Ankarsrum Assistent røremaskine, kan jeg fortælle, at dejrullen helt klart fungerer bedst til denne dej (og andre våde deje) :-) Faktisk forkorter dejrullen tiden, som dejen skal æltes, med 5-7 minutter.

Ciabatta med soltørrede tomater og oliven
Ingredienser fordej:
2,5 dl vand
250 g hvedemel
5 g salt
5 g gær

Ingredienser endelig dej:
400g hvedemel
5 g salt
2,5 dl vand
ca. 60 g oliven
5-7 store soltørrede tomater


Fremgangsmåde:

  • Aftenen inden brødet skal bages, blandes ingredienserne til fordejen sammen fx i en 1,5 liter skål med låg (alt mel skal være vådt, dvs. ingen klumper)
  • Lad fordejen stå ved stuetemperatur i 8-10 timer


  • Næste morgen kommes fordejen i røremaskinen
  • Tilføj skiftevis vand og mel imens røremaskinen kører ved middel tempo 
  • Herefter tilføjes salt, og dejen køres i maskinen i 10-15 minutter
  • Herefter tjekkes dejens elasticitet vha. en glutentest
  • Hvis dejen er elstisk nok, så kan grofthakket oliven og soltørrede tomater tilføjes
  • Herefter køres dejen nogle minutter til alt er godt fordelt
  • Smør en 3 liters skål med olie, og kom herefter dejen i og låg på
  • Lad nu dejen hæve i ca. 2 timer eller indtil dejen fylder hele skålen
  • Herefter tændes ovnen på 240 grader varmluft og lad en bageplade stå midt i ovnen
  • På køkkenbordet lægges et stykke bagepapir, der er ca. 1,5 gang så stort som en bageplade
  • Strø et godt lag hvedemel over hele bagepapiret
  • Kom forsigtigt dejen ud på midten af bagepapiret (jeg bruger en dejskraber til at løsne dejen fra skålens sider)
  • Herefter deles dejklumpen til 2 flutes (se billederne herunder) med en metal spartel/kniv der gøres våd (jeg kommer vand i skålen, som dejen tidligere lå i, og så dyppes spartlen heletiden i vandet)  
  • Når dejen er delt i to dele og ligger lidt fra hinanden, så klippes bagepapiret over, så brødene har hvert deres bagepapir (se billede herunder)
  • Herefter ændres ovnen til 240 grader over-undervarme
  • Når ovnen er helt varm, kommes den ene dej (med bagepapiret) ind på den varme bageplade
  • Bag brødet i 20 minutter, og lad herefter afkøle på en rist
  • Kom nu den anden del dej i ovnen og gentag principperne beskrevet herover







Charlotte

søndag den 31. juli 2016

Nutella is

Denne is er en fløjlsblød chokolade-nutella bombe! Faktisk er konsistensen på isen som en is-udgave af en luftig og blød chokolademousse, som smelter på tungen. Hvis man ikke er til for meget chokolade og/eller nutella, så er denne is nok ikke et hit, for den er meget koncentreret i smagen. For chokolade-elskere, så er denne is perfekt og et klart must-try :-) En ny portion af denne is vil snart blive lavet til vores fryser, for første portion er allerede væk!


Nutella is
Ingredienser:
2 dl sødmælk eller letmælk
50 g mørk chokolade
4 æggeblommer
50 g sukker
1 dl fløde
1 dl nutella


Femgangsmåde:
  • Opvarm mælk og fløde i en lille kasserolle sammen med chokoladen
  • Rør ofte ved opvarmningen, så chokoladen ikke brænder på
  • Imens piskes æggeblommer og sukker med et piskeris til det bliver lidt luftigt (elpisker er ikke nødvendigt!)
  • Når chokolademælken er helt homogen, hældes den i skålen med æggesnapsen imens der piskes hurtigt og grundigt
  • Herefter kommes hele ismassen tilbage i kasserollen og opvarmes til 83 grader
  • I stedet for termometer er jeg begyndt bare at tjekke om massen er færdig ved at dyppe en ske i massen og trække en streg med min finger på tværs af skeens bagside
  • Hvis massen har den rette konsistens, så flyder ismassen ikke nedover den streg, man har tegnet med sin finger
  • Tilføj herefter nutellaen
  • Nu skal massen afkøles hurtigt i et is- eller vandbad
  • Når massen er ca. 15-20 grader varm kan den køres på en ismaskine indtil den er færdig
  • Kom isen i en bøtte og kom den i fryseren
  • Når lysten til nutella-is melder sig kan isen nydes :-)
  • Hvis man ikke har en ismaskine, kan man undlade fløden mens iscremen opvarmes, og når så iscremen er kølet helt af, så pisker man fløden, hvorefter man forsigtigt vender ismassen sammen med flødeskummet og kommer det i fryseren 




Charlotte

onsdag den 20. juli 2016

Den ultimative grapefrugts kage med grapefrugts creme

Denne kage er utrolig lækker!! Den er lidt af et projekt, som tager lidt tid i køkkenet, hvilket blot var positivt for mig. Jeg hyggede mig utroligt meget med at bage denne kage. Jeg vil kalde den en total nusse kage, som man rigtig kan hygge med hjemme i køkkenet en søndag eftermiddag. Kagen er VIRKELIG lækker! Den er blød cremet og tilpas syrlig. Kagen skal gerne laves på dagen hvor den skal nydes, da den er aller bedst friskbagt. Hvis man spiser kagen et par dage efter, kan jeg varmt anbefale, at man lige hurtig varmer den i microovnen, sådan så den igen bliver dejlig blød og svampet. Denne kage er ikke så fotogen, men den smager fantastisk, og jeg vil gerne indrømme, at det er en af de lækreste kager, jeg længe har bagt! Jeg vil 100 procent anbefale den til andre.


Den ultimative grapefrugts kage med grapefrugts creme (inspiration: joy the baker)
Ingredienser grapefrugts creme:
2,5 dl. frisk presset grapfrugts saft (ca. 1,5 normal grapefrugt)
5 spsk. smør
1,2 dl. sukker
2 ægge blommer
2 hele æg
et nip salt
et nip nelliker
1 spsk frisk presset citron


Ingredienser kagedejen:
225 g. smør
1 spsk. revet grapefrugt skal
2 dl. sukker
4 æg
4,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
(halvdelen af grapefrugts cremen skal bruges i dejen)


Fremgangsmåde:
  • Først skal grapefrugt cremen laves: I en tykbundet gryde kommet grapefrugtssaften i hvor efter den koges op til den koger ind til ca. det halve. Lad derefter massen køle godt ned. 
  • I en skål som kan tåle høj varme (den skal kunne holde til at komme over en gryde med kogende vand, jeg brugte blot en normal Margrethe skål, som sagtens kunne klare varmen.), kommes smør og sukker i, hvor efter den skal piskes op med el pisker til massen er lys og luftig. 
  • Tilsæt dernæst ægge blommerne i skålen og pisk godt. Efterfølgende kommes et æg i af gangen hvor der i mellem hvert æg piskes i ca. 1 min. 
  • Slutteligt kommes salt, nelliker og citron saft i og rør godt. 
  • Brig en gryde i kog med bunden fyldt op med vand. Kom derefter din skål med cremen over sådan det fungere som et damp bad. Når vandet koger skal der røres i cremen nærmest konstant, for at undgå klumper. Efter ca. 10 min skulle cremen gerne være tyknet, hvis ikke så forsæt lidt endnu. 
  • Sæt den tyknede creme til afkøling. Min creme kom i fryseren i 5 min. 
  • Tænd ovn på 175 graders varmluft. 
  • Gør en spring form på. ca. 20 cm klar med bagepapir i bunden. 
  • Derefter skal kagedejen laves: kom smør, sukker og grapefrugt skal i en skål og pisk det godt sammen med en elpisker, indtil massen er blevet hvid og luftig. Kom dernæst halvdelen af grapefrugts cremen i og stil det resterende til side. Pisk massen godt sammen. 
  • Tilsæt derefter et æg af gange og pisk massen op efter hvert enkelt af æggene. 
  • Slutteligt vendes melet i dejen indtil melet er jævnligt fordelt. 
  • Kom dejen over i den klargjorte springform. Kom resten af cremen oven på dejen. Kør med en smørekniv rundt i dejen sådan cremen bliver lidt fordelt ned i dejen. 
  • Kom kagen midt i ovnen i ca. 30-35 min. eller til man kan stikke en kagenål ned uden der kommer noget dej med op. 
  • Når kagen er færdig bagt skal den køle af i ca. 15 min inden man forsøger at flytte på den, sådan den lige kan sætte sig. 
  • Derefter kan kagen flyttes over på et serverings fad og drysses med floramelis på toppen som pynt. 
  • Server lun eller kold for venner i godt selvskab. 

Bettina

lørdag den 16. juli 2016

Mynte-lime sorbet

Jeg elsker paradis-is's mynte-lime sorbet, og min version af denne sorbet var da også den første is, jeg prøvede at lave. Og den er virkelig, virkelig god! Den smager som is-udgaven af en mojito, og jeg synes faktisk, at denne sorbet er lige så god som paradis-is's udgave :-) Virkelig en lækker is! Isen er frisk og syrlig, og derfor er den perfekt som dessert til fx en menu hvor man egentlig er mæt efter de tidligere retter ;-)


Mynte-lime sorbet (inspiration: femina, 4 personer)
Ingredienser:
3 dl vand
2,5 dl sukker
1 bundt frisk mynte
1,5 dl friskpresset limesaft (2-3 meget store eller 6 af de små man købe samlet i fx Netto)

Fremgangsmåde:
  • Bring vand og sukker i kog i en kasserolle, og lad det simre, til sukkeret er helt opløst
  • Hak mynten meget fint, og hæld den varme sukkerlage over
  • Lad blandingen stå og trække i ca. 15 minutter
  • Si evt. myntebladene fra (mine var så finthakkede at jeg beholdte dem i ismassen, da det ser så fint ud) 
  • Når massen er kølet lidt ned, tilsættes limesaft 
  • Lad ismassen køle ned til 15-25 grader
  • Kør i ismaskine i 30-45 minutter afhængig af hvor varm massen var, da den kom i ismaskinen
  • Kom i en bøtte i fryseren eller spis med det samme 
  • Servér isen som en frisk dessert og evt. med frisk mynte på toppen





Charlotte