søndag den 26. maj 2013

Sund, mættende, eksotisk morgenmadsvaffel

Jeg elsker morgener og morgenmad, men for tiden skriver jeg specialeprojekt på mit studie i næsten døgndrift, og derfor har jeg absolut ingen tid til lækker morgenmad og nybagt brød. Men da denne weekend hed hjemme-arbejds-weekend, vidste jeg hurtigt, at min lørdag skulle starte med skøn morgen-stepfit i træningscentret med sød veninde efterfulgt af lækker, sund morgenmadsvaffel inden den igen stod på opgaveskrivning.


Denne vaffel er, som det ses i ingredienslisten, kun lavet af sunde ting! Ja det er rigtig nok, man kan spise sådan en vaffel her til morgenmad hver eneste morgen, og det er stadig sundt! Jeg vil i hvert fald næsten sætte sådan en vaffel her på sundheds-linie med havregryn, musli eller yoghurt som morgenmad :) Så skal man så bare spise den uden sirup ;)

Jeg vil råde til at man laver to vafler ud af denne portion da vaflerne så bliver tyndere og mere sprøde :) Denne portion mætter 1 person rigtig rigtig godt, og jeg var mæt maaange timer efter, og man får slet ikke lyst til noget sødt senere når ens morgenmad er så sød (fra bananen) :)

Tip: kan også laves som pandekager på en pande :)

Sund, eksotisk morgenmadsvaffel (inspiration: Emily Salomon) 1-2 stk
Ingredienser:
1 moden banan (min var vist lidt til den umodne side, men jeg kan bare ikke lide brune bananer...)
1 æg
2 spsk grov mel/boghvedemel (jeg brugte fintmalet fuldkorns ølandshvedemel)
1 spsk almindelig kokosmel
Lidt fintrevet skal fra en øko appelsin
Et par twist på en vanille-twister
Lidt fedtstof til vaffeljernet (jeg brugte kokosolie, det er lækkert!)
Topping: kokosflager og appelsinbåde


Andre alternativer:
- 1 spsk blå birkes og skal af citron i dejen og evt lidt revet marcipan i dejen (måske med sirup?) 
- ½ til 1 spsk kakaopulver i dejen og bananskiver på toppen (måske med nutella?)
- 1/4 til ½ tsk kanel i dejen og tern af æble på toppen (måske med Dulce de leche?)
- 5-10 moste hindbær i dejen og friske og frysetørrede hindbær på toppen


Fremgangsmåde:
- tænd vaffeljernet
- mos bananen godt med en gaffel (lidt svært hvis den ikke er så moden)
- pisk ægget i
- bland de øvrige ingredienser i 
- hæld i varmt vaffeljern (med lidt smør eller kokosolie så vaflen ikke hænger fast)
- top med noget lækkert (her kokosflager og appelsinbåde) og nyd!




Charlotte

lørdag den 25. maj 2013

Daiquiri med jordbær og kokos

Drinks, drinks, drinks!!! Jeg elsker at nyde en lækker drink i en hyggelig stund... Idéen til denne drik fik jeg i byen, hvor jeg havde købt nogle meget dyre men lækre drinks, og jeg tænkte: dette kan jeg gøre bedre. Og ja det kunne jeg! Denne drink er mega mega mega lækker! Perfekt til en god aften med veninder! :-)


Daiquiri med jordbær og kokos (til 2 fine drinks)
Ingredienser: 
300 g frosne jordbær
40-50 g flormelis (efter ønsket sødme)
saft fra 1/2 - 1 lime
20 g kokosmel + drys på toppen af drinken
Lys rom efter behov... ;-)
1 sjat danskvand eller ligende


Fremgangsmåde:
- bland alle ingredienserne og blend det hele i en blender og smag til med rom
- hæld drinken i 2 fine glas og pynt med sugerør og kokos på toppen.
- drik drinken med det samme når den er kold og lækker!


Bettina

fredag den 24. maj 2013

Kyllingekødboller med ramsløg i tomatsovs

Denne ret er rigtig lækker, og den tager ingen tid at lave i denne udgave! Hvis man har tid og overskud, vil jeg dog helt klart råde til, at man laver sin egen tomatsovs, og at man desuden køber hakket kyllingekød og blander det med æg, havregryn/mel/rasp, salt, peber og mælk, så det kan blive en god og smagfuld fars.


Jeg havde dog hverken tid eller overskud den pågældende dag, og jeg gad ikke spise rugbrød eller noget junk, så derfor blev det dette hurtige valg. Vores mor har altid gjort en dyd ud af at lave stort set alt mad fra bunden af, men nogen gange må man være realistisk med sin tid og springe over "hvor gærdet er lavest" desværre :)

Kyllingekødboller med ramsløg i tomatsovs (2 pers.)
Ingredienser:
1 pakke kyllingefars (gerne hjemmelavet)
1 dåse pasta tomatsovs (gerne hjemmelavet)
25g ramsløg eller en anden krydderurt og evt hvidløg
200g fuldkornspastaskruer


Fremgangsmåde:
- hak ramsløgene
- bland ramsløg i kyllingefarsen godt sammen (helst med fingrene)
- varm tomatsovsen godt op og hæld en sjat vand ved således at den ikke koger helt tør
- når tomatsovsen koger formes farsen som boller med to spiseskeer og lægges i den kogende tomatsovs
- al farsen formes til boller, og der røres engang imellem forsigtigt i tomatsovsen
- lad koge indtil bollerne har den rette konsistens (de er gennemkogte, når de er forholdsvis faste)
- kog fuldkornspastaskruerne i saltet vand
- anret tomatsovsen og kyllingekødbollerne på pastaen og riv lidt parmesan over lige inden servering :)



Charlotte

torsdag den 23. maj 2013

Les lancier

Les lancier er noget, som vi på Marselisborg Gymnasium går meget op i! Det er årets galla for alle os elever! Det er vores sidste skoledag inden læseferien, og det er det sidste, vi skal sammen inden eksamenerne. Derfor er denne dag meget speciel for os. For mig betød det nu mest, at jeg havde en undskyldning for at komme ud og købe en rigtig fin kjole! Hvilket nok er min yndlings hobby ;-) Les lancier forgik i forgårs, og det var en perfekt aften med dejlige mennesker og masse sjov! :-)

 Smukt perle beklædt bælte.

Og smuk ryg skæring, som giver en flot kontrast til den lange kjole :-)




Nu har jeg bare lige 6 eksamener foran mig, og så kan jeg kalde mig student! :-)

Bettina

tirsdag den 21. maj 2013

Mandelcookies uden fedtstof og mel

Jeg må nok snart indrømme, at jeg er lidt af en sukker-junkie! Jeg elsker søde sager og har en svaghed for at lave noget sødt og lækkert hele tiden ;-) Måske lidt for ofte og derfor tænkte jeg, at det ville være en god ide at lave nogle lidt sundere cookies. Disse cookies indeholder ikke noget fedtstof eller mel, og de er derfor et godt alternativ til andre mere usunde cookies. De er super lækre og tager ingen tid at lave :) 


Mandelcookies uden fedtstof og mel (ca. 18 cookies)
Ingredienser: 
160 g mandler
10 g hørfrø
110 g sukker
30 g kokosmel
1 tsk bagepulver
1 tsk vanilje pulver fra Urtekram
½ tsk salt
2 æg
90 g mørk chokolade (jeg brugte 72 %,man kan dog sagtens bruge noget med en større kakaoprocent)


Fremgangsmåde:
- blend mandler og hørfrø til mel i en minihakker
- bland "melet", sukker, kokosmel, salt, vanilje og bagepulver
- tilsæt æg og rør
- fordel dejen på en bageplade med god afstand (ca. 1 spsk. dej pr. kage)
- bag dem ved 200 grader varmluft ovn i ca. 15 min. til de er blevet flot gyldne
- lad cookiesne køle af på en rist, og de er derefter klar til servering 


Bettina

søndag den 19. maj 2013

Ramsløgssalt

Mine ramsløg blev som sagt også til denne lækre krydderurtesalt. Dette var mit første forsøg udi krydderurtesalt, så jeg brugte bare en kedelig, grov salt. Næste gang vil jeg helt sikkert bruge en lidt bedre salt fx maldon-salt. Vi bruger egentlig denne salt til alt lige fra i pasta-kogevandet, på et blødkogt æg og til generel krydring af maden. Det giver lige lidt ekstra smag, men ikke noget der overdøver alle andre smage. Og nåh ja, så elsker jeg den fine grønne farve! Den ser meget lysgrøn ud på billedet, men faktisk er den den flotteste grønne farve :)


Desuden kan en tur i skoven og plukke ramsløg i det gode vejr (som nu er forsvundet?!) altså virkelig anbefales :) Ellers har både min Netto og min SuperBrugsen faktisk ramsløg i grøntafdelingen, der kan købes (til overpris ift. gratis i hvert fald), hvis man ikke er så meget for at komme i skoven ;)

Ramsløgssalt
Ingredienser:
50g ramsløg
1½ dl salt 


Fremgangsmåde:
- skær ramsløgene i mindre stykker (dette glemte jeg, hvilket gjorde det meget besværligt!)
- blend ramsløg og salt grundigt i en minihakker
- læg blandingen i en bradepande (på bagepapir) og put den i ovnen ved 60 grader normal ovn
- blandingen skal være i ovnen i 1-2 timer (eller til det er helt tørt!) og der skal røres i det et par gange i løbet af denne tid
- når det er helt tørt tages det ud af ovnen og køler af
- herefter blendes blandingen evt. igen i minihakkeren (dette behøves ikke, men det bliver mere ensartet, hvis man gør dette)
- nu er salten færdig, og skal opbevares i en lufttæt beholder 
- brug den der hvor du normalt bruger salt


Charlotte

Blåbær muffins med chokolade


Skoleåret er ved at løbe ud, og jeg kan forhåbentlig snart kalde mig selv for student :-) Derfor ville jeg lige forkæle min klasse med nogle lækre blåbær muffins for sidste gang. Disse muffins var nemme at lave i rørmaskine, men jeg kan forstille mig, at de tager lidt ekstra tid at lave med en håndmikser. Hvis man laver disse muffins uden rørmaskine, vil jeg råde til at lave portionen lidt mindre. De var super lækre og lagde en god bund i maven! :) Disse muffins er et perfekt projekt til sådan en dejlig solrig dag, som det forhåbentlig bliver i dag!


Blåbær muffins med chokolade ca. 30 stk. alm. str. muffins
Ingredienser: 
6 æg
300 g smør
200 g sukker
150 g brunfarin
7 dl mel
3 dl havregryn
2 dl mælk
6 tsk bagepulver
6 tsk vaniljepulver (Urtekram)
750 g frosne blåbær
100 g hvid chokolade
100 g mørk chokolade (jeg brugte 80 %)


Fremgangsmåde:
- pisk smør, sukker og brun farin godt sammen, så det bliver luftigt
- tilsæt 3 æg og pisk godt
- herefter tilsættes et æg af gangen til alle er i
- tilsæt dernæst mælk, mel, bagepulver og vaniljepulver
- hak chokoladen i forholdsvis små stykker, og kom det i dejen og rør godt
- kom 500 g af blåbærerne i og rør forsigtigt rund, sådan så bærerne ikke bliver helt ødelagt
- kom dejen i papirs muffins forme, og tilføj slutteligt ca. 3 blåbær oven på hver muffin sådan de bliver rigtig fine
- bag muffinsne ved 190 graders varmluft ovn i ca. 20-25 min



Bettina