lørdag den 26. december 2015

Honningkage-hjerter a la Meyer

Hvis man vil have honningkage-hjerter til jul i år, så skal man starte i god tid. En honningkage fordej skal nemlig helst stå i en måned, før den egentlige dej laves. Disse honningkage-hjerter blev rigtig lækre, luftige og fyldt med smag af honning og julekrydderier. Der er dog meget arbejde i dem, da de laves over 3 forskellige dage med hhv. 1 måned og 3-4 dages mellemrum.


Honningkage-hjerter (inspiration: meyer)
Ingredienser fordej (laves 1 måned før):
500 g honning
500 g hvedemel


Ingredienser honningkagedej:
1 kg honningkagefordej
2 æggeblommer
10 g hjortetaksalt
10 g potaske
5 g stødt kanel
5 g stødt ingefær
5 g stødt nellike
Pynt: ca. 200 g mørk chokolade til overtræk


Fremgangsmåde fordej:
  • Varm honningen op til 40-50 grader (det er bare til al honning er smeltet og flydende)
  • Ælt den varme honning og hvedemel godt sammen i en skål
  • Kom fordejen i en bøtte med låg på, og stil den på et ikke for lunt sted fx i et køkkenskab i minimum 1 måned
  • NB: fordejen kan blive meget hård, men det er der ikke noget galt i (der sker en kemisk reaktion, når potasken bliver tilsat, som gør, at dejen langsomt bliver blød igen og til at håndtere)

Fremgangsmåde honningkagedej:
  • Kom æggeblommerne i en skål, og rør hjortetaksalten ud i dem (sørg for, at der ikke er nogen klumper i)
  • Rør potasken ud i et par skefulde vand eller mælk 
  • 
Bland æggeblommerne og potasken i fordejen, og tilsæt kanel, ingefær og nellike
  • Ælt dejen godt sammen indtil dejen er helt homogen
  • Rul dejen ud på et melet bord til den er ca. 4 mm tyk
  • Stik eller skær nu dejen ud som hjerter
  • Rul dejresterne ud igen, og gentag udstikningen indtil hele dejen er brugt
  • Sæt hjerterne på en bageplade som er smurt med lidt olie og drysset med rigeligt mel, og bag dem i 8–10 minutter ved 180 grader almindelig ovn (kagerne hæver en del, så læg dem ikke for tæt!)
  • Mærk forsigtigt på hjerterne, om de er færdigbagte (det gøres ved forsigtigt at presse en finger ned på hjertet, og hvis det efterlader et aftryk af fingeren, så skal honningkagen bage lidt mere)
  • Afkøl hjerterne på en bagerist
  • Honningkagehjerterne er stenhårde umiddelbart efter bagning, men en tur i køleskabet efter afkøling gør dem lækre og bløde
  • Pak hjerterne i en boks med et fugtigt klæde over, og lad dem herefter stå i køleskabet i 3-4 dage
  • Tag honningkagehjerterne ud af køleskabet efter 3-4 dage, og pensl dem med smeltet mørk chokolade og evt. et fint glansbillede 
  • Herefter kan honningkagehjerterne nydes
  • NB: overtræk kun de honningkagehjerter, der skal spises med det samme
  • Uden chokoladeovertræk kan honningkagerne holde sig minimum 1 måned i køleskab uden at blive tørre







Bettina & Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar