fredag den 15. januar 2016

Chokolade cookies med fudge

Når jeg laver cookie-dej, så laver jeg næsten altid dobbeltportion, og så gemmes mindst halvdelen af dejen i kugler i fryseren. Så er kuglerne klar til at tages op af fryseren og bages, og så behøver man jo kun tage de kugler op af fryseren, som man kan spise. Det er altså virkelig smart at cookie-dej kan opbevares således uden at det gør noget som helst dårligt for smagen :-) Disse cookies smager iøvrigt super godt, og så har de den helt rigtige chewy og sprøde konsistens!


Chokolade cookies med fudge (ca. 20 mellemstore cookies eller 12 meget store, inspiration: valdemarsro)
Ingredienser:
150 g blødt smør
100 g almindelig sukker
100 g brun farin
200 g hvedemel
2 spsk usødet kakao
1 tsk bagepulver
80 g fudge (kan evt. erstattes med grofthakket god chokolade)
1 æg
1 tsk vaniljesukker
1/4 tsk salt


Fremgangsmåde:
  • Kom det bløde stuetempererede smør, sukker, vaniljesukker og farin i en skål
  • Pisk det godt sammen med en håndmikser
  • Tilsæt tilsidst ægget og pisk godt
  • I en anden skål røres mel, bagepulver, salt og kakao godt sammen
  • Rør melblandingen i smør/sukkermassen
  • Rør tilsidst fudge i, og det hele blandes godt sammen
  • Form til kugler på størrelse med en bordtennisbold (mine cookies blev mellemstore og vejede ca. 30 g) 
  • Sæt de cookies, der skal spises samme dag, på en bageplade med bagepapir (sæt dog kun 6 store kugler dej eller 8 mellemstørrelse kugler dej på en bageplade af gangen, da de flyder meget ud)
  • Bag chokoladecookies i 8-10 minutter i en forvarmet ovn ved 200 grader over-undervarme
  • Hold øje med dem, da de kun lige må blive en smule sprøde i kanten, men stadig bløde inden i
  • Tag dem ud af ovnen og lad dem "bage færdig" på den varme bageplade, og lad dem herefter køle helt af, så de bliver sprøde
  • Alle de cookies kugler, der ikke skal bages og spises nu, kommes i fryseren i en plasticpose




Charlotte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar